This website is produced by Engelsby Consult - Lejrevej 14 - Allerslev - 4320 Lejre - Copyright 2010 Vækkelsen i Wales Vi er kristne der er døbte i både vand og Helligånd og vil bringe Guds kærlighed til alle mennesker der vil modtage den.   Jesus Kristus demonstrere sin almagt ved at helbrede og sætte mennesker fri idag.   Jehova´s vidner frygter for åndelige oplevelser, fordi de tror det kommer fra Satan. Muslimer lyver og retfærdigør drab gennem koranen og tror de kommer til himmelen for deres gerninger. Ateister siger at de ikke tror på noget, men løber efter bussen, selv om de ikke kan se den. New age og alternative healere søger kraft og spirituelle oplevelser, men ved ikke hvor kraften kommer fra. Spiritister, Sandsigerske og Spåkoner spørger ånder tilråds, men ved ikke hvem deres oprindelse er. Broderskaber og Frimurer- loger søger indre styrke gennem løfter, højtidlige indvielser og humanisme. Sekter og okkulte sammenslutninger får kraft gennem tilbedelse, rituelle indvielser og hemmeligheder. Hekse og Satanister søger bevidst krafter ved hjælp af dæmoner og underkaster sig Satan direkte og tilbeder ham i frygt. Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg eder. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som er i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder (Apg 17:23 og 24) Himmelske Fader Vi kommer frem for dig idag for at bede om tilgivelse og for at søge dine retnigslinier og din ledelse. Vi ved, at dit ord siger ´Ve dem, som kalder ondt for godt og godt for ondt´, men det er præcis hvad vi har gjort. Vi har mistet vores åndelige ligevægt og vendt op og ned på vore værdier. Vi har kaldt løgn for sandhed og sandhed for løgn. Vækkelsen kom Det var med mægtig forventning, man imødeså Evan Roberts møder. Folk strømmede dertil, der behøvedes ingen annoncering og ingen reklame, man gik hjemme fra 3—4 timer før den fastsatte tid og kunne dog risikere, at lokalet var overfyldt, derfor arrangerede man samtidig møder i andre lokaler i nærheden. Ofte hændte det, at tre kirker var fyldt samtidig, og alligevel kunne ikke alle få plads. Mange måtte nøjes med at få et glimt af Evan Roberts, når han skyndte sig fra den ene kirke til den anden. Der var ikke alene møde om aftenen, men som regel samledes man også om morgenen eller om formiddagen. Der var også eftermiddagsmøder, og så fortsatte man om aftenen til langt ud på natten. Man kan forstå, hvilken overbelastning det var for Evan Roberts, både fysisk og psykisk. Mange forsøgte at overtale ham til at indstille nogle af møderne, men han ville ikke høre tale om det. Ilden brændte i hans hjerte og rundt omkring ham, hvordan skulle han kunne tænke på at hvile. Hvad der muligvis bidrog mest af alt til at gøre vækkelsen så hurtig kendt blandt befolkningen, var sikkert den omtale, den fik i pressen. Allerede efter de første møder i Loughor var der et referat i et af de førende blade i Wales. Nogle dage senere kom der en udførligere beskrivelse af møderne i Loughor, og så var både nysgerrigheden og interessen vakt. Jeg skal senere omtale forholdet mellem vækkelsen og pressen. Det skete ikke sjældent, at man lukkede både skoler og forretninger tidligere end ellers for at kunne komme med til vækkelsesmøderne, ligeledes forlod arbejderne gruberne før arbejdstidens ophør for at kunne nå hjem og klæde sig om før mødetiden. Men kunne man ikke nå det, ja, så kom man, som man var i det tilsodede og sorte arbejdstøj; til møderne skulle man i alt fald. Det var ikke bare folk fra egnen, mange kom langvejs fra for at være med og gøre deres iagttagelser. Tit var der så mange mennesker med togene, at når byens egne folk kom, var alle pladser optaget. Et sted havde man lejet en stor pavillon, som kunne rumme 10.000 mennesker. Den var fuldt besat flere timer før mødets begyndelse. Der blev holdt to møder. Til aftenmødet havde man fået arrangeret plads til 12.000 mennesker, og alligevel var der hundredvis, der måtte gå uden at få plads. I sommertiden samledes man ofte under åben himmel til vældige møder, hvor skarerne begærligt lyttede til det indtrængende budskab, der blev båret frem i Åndens kraft. Det var ikke alene blandt metodisterne, at interessen var stor, inden for de forskellige samfund læste man om og fulgte vækkelsen med levende interesse. General Booths sekretær fra London var blandt dem, der besøgte møderne, og han var meget grebet af, hvad han så og hørte. Også den verdenskendte Gipsy Smith var engang blandt tilhørerne. Men det var ikke alene ved Evan Roberts møder, der var vækkelse. Fra mange steder i Wales kom der meddelelse om rige møder, hvor store skarer søgte og oplevede frelse. I en by Morriston, i nærheden af Swansea, kom vækkelsen med et stormvejrs kraft. Det resulterede i, at 1.300 blev frelst, allerede inden Evan Roberts kom dertil. Alt dette vidner om, at det var en virkelig Åndsudgydelse, som ikke var afhængig af et enkelt menneske. Vækkelsen i Wales sprængte alle samfundsgrænser. For en tid i det mindste lykkedes det at hæve sig over sine egne interesser. Man samarbejdede loyalt og spurgte ikke efter, hvilket samfund man tilhørte. I den ild, som den Helligånd havde antændt, fortæredes alt dette. Alle følte sig indfor Herrens ansigt, og de jublede sammen over alt det underfulde, som skete. Giver denne kendsgerning os ikke et fingerpeg til at forstå, i hvilken retning løsningen af det svære problem ligger, nemlig de kristnes eenhed. Man har prøvet forskellige veje, og sikkert har hensigten været den allerbedste, men man har stødt på uovervindelige hindringer. Hvis de kristne i dag alvorligt ville begynde at bede om en virkelig åndsudgydelse blandt Guds folk, ville ilden, som tilfældet var i Wales, opbrænde alt det, som mennesker har opbygget, og vi ville alle opleve, hvad der burde være hver sand kristens hjertelængsel. Jesu bøn om, at vi alle skulle blive eet, måtte gå i opfyldelse. Evan Roberts sagde engang: »Så længe de kristne samfund bekæmper hverandre, klapper Djævelen i hænderne af tilfredshed og gør alt for at ophidse dem til strid.« Selv mennesker, som ikke havde nogen interesse i møderne, mærkede, at der var sket noget. Bjerge og høje genlød af bøn og lovprisning, idet mange, når de gik hjem fra møderne, bad til Herren og lovpriste ham, så det kunne høres viden om. Også når de rejste med toget, holdt de bønnemøder, og ofte var Ånden så kraftigt udgydt, at mange af de rejsende overgav sig til Herren. Engang, da en flok troende stod og ventede på et tog i Nord-Wales, samlede de sig til et bønnemøde der. Man manglede ikke frimodighed. Forretningsfolkene kom også i berøring med vækkelsen på en for dem gavnlig måde, idet folk kom og betalte gammel gæld. En forretningsmand fortalte, at da vækkelsen var kommet der til egnen, havde han de første fjorten dage i måneden haft mindre salg en nogensinde, og han kunne ikke forklaredet på nogen anden måde, end at folk brugte, hvad de ejede, til at betale alt, hvad de skyldte, og derfor måtte leve så spartansk som muligt, indtil de havde afviklet deres gæld. Når det var gjort, kunne de igen begynde at købe mere mad og klæder. I kulgruberne fik selv de stakkels heste, der trak kulvognene i de mørke gange, gavn af vækkelsen, idet de arbejdere, der før havde mishandlet dyrene, nu passede dem langt bedre. Ånden blandt arbejderne blev også helt forandret, gamle stridigheder blev bilagt, og man arbejdede sammen i fred og harmoni, eder og dårlig tale ophørte og blev erstattet af sang og bøn. Man kunne konstatere, at produktionen faktisk steg, hvilket sikkert skyldtes, at man arbejdede med glæde og under lovsang til Gud. En dag, da en af de nyomvendte arbejdere var ved at gå ned i gruben, stod en arbejdsleder og ventede på ham: »Jim, jeg har ventet på dig i to timer.« »På mig? Hvad ønsker De da?« »Jeg ønsker at blive frelst, Jim.« »Lad os gå ned i gruben,« sagde Jim. Og dernede blev en af grubens chefer undervist om livets vej af en enkel arbejder. Da chefen forlod gruben, sagde han: »Sig til dem, du møder, at jeg er blevet frelst.« Evan Roberts havde et stort hjerte for grubearbejderne. Af egen erfaring vidste han, hvilke vanskeligheder deres arbejde medførte. Ofte stod han ved nedgangen til gruberne for at hilse på dem, når de kom op fra deres arbejde og for at indbyde dem hjerteligt til møderne: »Hvis I ikke er for trætte,« tillagde han. Han vidste, hvor strengt deres arbejde var. Gennem vækkelsen fik værtshusene en katastrofal nedgang i deres omsætning. Kendte drankere oplevede en radikal frelse og blev løst fra den frygtelige dæmon, som indtil da havde behersket dem. På et sted blev alle værtshusets kunder frelst, og derved ophørte værtens indtægter. Hans gamle kunder syntes dog, det var svært, at han var den eneste, der ikke var glad, så de købte hele hans lager, hvorefter de tømte det ud i floden. Undertiden blev også værterne frelst, og da holdt de naturligvis op med at sælge spiritus. Det gik så langt, at mennesker generede sig for at gå på værtshus, selv om de var ufrelste. På teatrene kom kun en tiendedel af det sædvanlige publikum, og ikke sjældent lejede man teatrene og holdt vækkel-sesmøder der. Fodboldskampene, en af de største fornøjelser i Wales, delte samme skæbne som teatrene. Der var ingen, der prædikede imod denne folke-forlystelse, men alligevel var der mange fodboldspillere, der holdt op med deres hobby og i stedet for blev brændende sjælevindere. Ofte gik folk ind på en kro og bestilte, hvad de ønskede, men gik igen uden at have rørt det, det var, som om armen blev lammet, når de ville føre glasset til munden. Guds Ånd var så mægtig iblandt dem, at de ikke kunne synde på samme måde som før. Jeg vil give et enkelt eksempel på den forvandling, man oplevede: »Broder Tom« havde i årevis været en skræk for sine omgivelser og til stort besvær for politiet. Utallige gange havde han stået foran skranken i Bridgend. Han var en dranker og slagsbroder af værste slags, men så mødte Gud ham med sin frelse. På meget kort tid vandt han mange for himmelen, og alle, som kendte ham, havde ubetinget tillid til ham og til hans kristendom. Hans indsigt i Guds Ord og de åndelige ting var helt overraskende. En præst sagde om ham: »Angående åndelig visdom og åndelig skarpsindighed har jeg aldrig hørt noget, som har overtruffet, hvad jeg engang hørte fra denne mands læber, som for kun få år siden var et fuldstændigt vrag.« Inden han sluttede sit liv, var han syg i flere år, men var sjælevinder lige til det sidste. Da han ikke længere kunne gå ud til mennesker, sendte Gud dem hen til ham, og i hans lille værelse var der mange, der oplevede frelse og syndernes forladelse. Da døden nærmede sig, sagde han: »Fader, nu er jeg rede, er Du?« Straks efter kom Gud og hentede sin tjener hjem. Selv børnene fik del i vækkelsen. Børn er jo ofte mere åbne og modtagelige for Gud end voksne. Der findes mange gribende beretninger om, hvorledes børnene bad for deres forældre og fik bønnesvar. »Kære Jesus,« bad et niårs barn, »frels far, som er en dranker, og frels mor, som også er en dranker! Frels min bror og mine to søstre og glem ikke at frelse den lille baby.« »Fader vor, som er i himmelen,« udråbte en lille pige på tolv år, »jeg ved ikke, hvor far er, men jeg ved, at mor sidder hjemme og er så ulykkelig. Herre, du ved, hvor far er, hvis han er på kroen, vil du så ikke nok hente ham der. Kroen er jo et dårligt sted, men kære Herre, vil du ikke alligevel nok gå derhen og få ham til at komme på mødet, så han kan blive frelst.« En lille pige på ti år bad inderligt for sin fars frelse på et møde i Clydach, og hun fik bønnesvar. En tolvårs dreng bad på samme måde i Hopkinstown, og hans far tog imod frelsen på samme tid i en anden kirke. »Jeg kan ikke forstå, hvad der er gået af far,« sagde et barn på otte år. »Han beder jo både morgen, middag og aften og til langt ud på natten.« Børnene holdt selv deres egne møder i hjemmene, og hvor de kunne komme til. En lille fyr rakte en dag sin hånd op i skolen for at kalde på lærerens opmærksomhed. »Nå, hvad vil du?« spurgte læreren. »Hr. N. elsker De også Jesus?« Det var alt, hvad han ville, men dette direkte spørgsmål blev årsag til, at læreren blev frelst. Denne lærer arbejdede senere som missionær i Indien i mange år. Fra Rhos fortælles der: Nogle børn gik og talte sammen: »Ved du, hvad der er sket i Rhos? »Nej, det ved jeg ikke, men jeg ved bare, at det nu er søndag hver eneste dag.« »Ved du ikke mere?« »Nej, det gør jeg ikke.« »Jo, Jesus Kristus er kommet til Rhos og bor nu i byen.« Ikke længe efter kom der en cirkus til byen, det blev en stor fristelse for børnene. Et barn længes jo altid efter at opleve noget spændende, noget der vel følger os hele livet igennem. De børn, der var frelst, var derfor ikke klar over, hvordan de skulle stille sig til dette, men da de ikke ville spørge nogen til råds, samledes de til bønnemøde i et udhus. De bad inderligt til Gud, om han ville lede dem, og så blev det klart for dem, at de ville bedrøve Guds Ånd, hvis de gik i cirkus, og så var der ikke mere tale om det. En anden frugt af vækkelsen var, at politiet ikke fik ret meget at bestille. Drikkeri og gadeudorden reduceredes til næsten intet, og arresterne stod tomme. Det er naturligvis umuligt i dette lille skrift at skildre alle følgerne af vækkelsen. Det kunne fylde bøger. Alt vidner dog om, at det var en ualmindelig kraftig åndsudgydelse, der i de dage kom over Wales, men man forbavses over, at det ophørte så hurtigt. Min overbevisning er, at hvis dette mægtige Åndens vejr var blevet ledet i sunde spor fra begyndelsen, kunne det have udviklet sig til en vækkelse med uanede konsekvenser for hele verden. Bagefter er det jo let at pege på mangler og fejltagelser. Det er noget andet at kunne få sin røst hørt midt i den voldsomme strøm og dirigere kraften i den ønskede retning. Der er jo ikke alene Guds kraft, som er sat i bevægelse i sådanne tider, men også en vældig menneskemasse, hvoriblandt der ofte er mange ubefæstede og åndeligt blinde, der selv vil bestemme over vækkelsens udvikling. Dette kan få de mest skæbnesvangre følger, hvis der ikke findes ledere, som har tilstrækkelig autoritet og visdom til at lede den åndelige bevægelse i sunde retningslinjer.