This website is produced by Engelsby Consult - Lejrevej 14 - Allerslev - 4320 Lejre - Copyright 2010 Vækkelsen i Wales Vi er kristne der er døbte i både vand og Helligånd og vil bringe Guds kærlighed til alle mennesker der vil modtage den.   Jesus Kristus demonstrere sin almagt ved at helbrede og sætte mennesker fri idag.   Jehova´s vidner frygter for åndelige oplevelser, fordi de tror det kommer fra Satan. Muslimer lyver og retfærdigør drab gennem koranen og tror de kommer til himmelen for deres gerninger. Ateister siger at de ikke tror på noget, men løber efter bussen, selv om de ikke kan se den. New age og alternative healere søger kraft og spirituelle oplevelser, men ved ikke hvor kraften kommer fra. Spiritister, Sandsigerske og Spåkoner spørger ånder tilråds, men ved ikke hvem deres oprindelse er. Broderskaber og Frimurer- loger søger indre styrke gennem løfter, højtidlige indvielser og humanisme. Sekter og okkulte sammenslutninger får kraft gennem tilbedelse, rituelle indvielser og hemmeligheder. Hekse og Satanister søger bevidst krafter ved hjælp af dæmoner og underkaster sig Satan direkte og tilbeder ham i frygt. Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg eder. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som er i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder (Apg 17:23 og 24) Himmelske Fader Vi kommer frem for dig idag for at bede om tilgivelse og for at søge dine retnigslinier og din ledelse. Vi ved, at dit ord siger ´Ve dem, som kalder ondt for godt og godt for ondt´, men det er præcis hvad vi har gjort. Vi har mistet vores åndelige ligevægt og vendt op og ned på vore værdier. Vi har kaldt løgn for sandhed og sandhed for løgn. Loughor Evan Roberts var altså nu på hjemvejen. Den kupé, han sad i, var fuld af folk. Guds Ånd påmindede ham om at vidne for dem, og han bad til Gud om at blive ledet af ham, så han måtte sige de rette ord. Han skulle skifte tog ved Carmarthen. Da toget nærmede sig stationen, gjorde Roberts sig rede til at forlade dette, og medens toget kørte ind på perronen, vendte han sig til sine medpassagerer og sagde: »Måske ses vi ikke mere, førend vi mødes foran Guds domstol.« Naturligvis blev disse ord opfattet højst forskelligt. Nogle så tankefulde og alvorlige ud, andre smilte overlegent, og en del så forbavsede på den unge prædikant. En strøm af glæde fyldte hans eget hjerte, da han havde sagt dette. Snart nåede Evan Roberts sit hjem, hvor hans familie var meget forbavset over at se ham. Hans mor mødte ham i døren, og da de var kommet ind, spurgte hun: »Hvor kommer du fra, har du været ude at prædike?« »Nej,« svarede han. »Er du syg?« spurgte hun igen. »Nej, det er jeg ikke,« blev svaret. »Hvad er der da i vejen?« »Å, ikke noget særligt, jeg er bare kommet hjem en uges tid for at arbejde blandt de unge.« Da han havde sat sig ned, begyndte han at fortælle sin mor, at inden ugen var omme, ville de opleve herlige tider i Loughor, og han smilte. Moderen syntes, det var et underligt smil. Man kan godt forstå, at hans mor blev urolig og undrede sig over, hvad der gik af hende søn. Senere, da hans to søstre og broderen Dan kom ind, blev også de forbavsede over ham, for han opførte sig ikke, som han plejede. »Hvordan har du det, Dan?« spurgte Evan. »Ikke så godt,« svarede han, »mine øjne er så dårlige, så jeg ser meget lidt.« »Du vil snart opleve, at de bliver helbredt. Herren har brug for dig.« Fra den stund skete der et omslag med Dans øjne, og snart havde han sit fulde syn igen. Pludselig begyndte Evan at græde. »Du skal se, Dan, at i løbet af 14 dage vil der ske store forandringer i Loughor. Vi skal opleve den største vækkelse, der nogensinde er set i Wales.« Præsten havde lovet ham, at han måtte samle de unge efter det offentlige møde om aftenen. Han spurgte sin broder Dan, om han ville følge med til mødet, men denne undskyldte sig med, at hans øjne var dårlige. I virkeligheden var det, fordi han syntes, at Evan virkede så underlig, så han hverken ville eller turde gå med ham. Evan spurgte så sin søster Mary, om hun ville med, men hun undslog sig og sagde, at hun skulle læse lektier, selv om den dybeste årsag sikkert var den samme som broderens. Imidlertid kom både Dan og Mary, men ikke til det sædvanlige møde, kun til det, hvor Evan skulle tale. Til dette hans første møde var der kun 16 voksne og en lille pige til stede, af disse var fire fra hans egen familie. Evan Roberts forklarede dem, hvorfor han var kommet hjem og opmuntrede dem til at bekende Kristus. De syntes nok, at det var en mærkelig måde, han ledede mødet på og fandt det vanskeligt at efterkomme hans opfordring. Alligevel lykkedes det ham efter to timers forløb at få dem alle til at stå op og bekende, at de hørte Jesus til. Selv om man adlød ham denne aften, var det nok med blandede følelser og tanker, man forlod mødet. Men det havde dog hjulpet dem til at tænke mere over deres åndelige tilstand, end de før havde gjort, og at prøve sig selv ind for Herren. Der blev talt meget om dette møde, og man undrede sig over, om det nu også stod rigtig til med Evan Roberts. Næste aften blev mødet afholdt i et andet lokale i nærheden, og der var mange flere tilhørere. I dette møde var der seks, der rejste sig op og bekendte Kristus. Roberts talte alvorligt om nødvendigheden af at blive døbt med Helligånden og at være ubetinget lydig imod Ånden. Han fremhævede betydningen af at bekende Jesus og at få hjertet renset fra alt, hvad der var tvivlsomt. Efter at han havde talt, var der flere, der rejste sig op og vidnede om, hvor lykkelige de var blevet, efter at de den foregående aften havde bekendt Jesu navn. Det tredie møde blev hårdt og lukket. Roberts talte med stor kraft og udtalte åbent, at der ville ske store ting i Loughor. Men folk tvivlede, de kendte ham alt for godt, og de kunne ikke indse, at han skulle kunne blive et redskab til noget sådant. Det var lettere for dem at tro, at han havde taget skade på sin forstand. Der blev holdt møder hver aften, og tilstrømningen voksede lidt efter lidt. Det var bekendtgjort, at møderne skulle være ungdomsmøder, men snart kom folk i alle aldre. Der var medlemmer fra forskellige samfund til møderne, hvilke snart blev et almindeligt samtaleemne på arbejdspladserne. Ved eftermødet om søndagen lærte Roberts dem at bede denne bøn: »Send Helligånden nu i Jesu navn.« Det var denne bøn, der skulle udøve så stærk virkning i Loughor, og man begyndte at forstå, at man stod overfor noget usædvanligt. Mandag aften samledes man til bønnemøde kl. 7. Lokalet var overfyldt af mennesker fra alle samfund. Det var første gang, at kirken var fyldt til et bønnemøde. Roberts talte, og bagefter opmuntrede han alle, der ikke før havde bekendt Jesus offentligt, til at gøre det nu. Blandt andre tilskyndede han en af diakonerne dertil. »Er jeg nødt til det?« spurgte han. »Ja, det er du,« svarede han kort, men bestemt. Denne diakon fik senere under mødet en forunderlig oplevelse med Gud. Når de forskellige rejste sig op og bekendte Kristus, faldt Guds Ånd mægtigt over dem alle, der var ingen, der forblev uberørt. Så godt som alle blev så grebne, at de græd, og mange råbte højlydt i angst. En efter en kom de i stor nød over deres åndelige stilling. Man græd, råbte og bad. Evan Roberts advarede folket mod at tro, at denne kraft, der var udgydt, var fra ham selv, og han opfordrede dem til at bede den bøn, som han havde lært dem den foregående aften. Først bad han selv, og derefter bad alle med, og snart kom der en endnu mægtigere bølge af Guds kraft over hele forsamlingen. Hvad der nu skete, er for underfuldt til at beskrive. Derefter begyndte man at bede, synge og vidne uden opfordring. Først kl. 3 om morgenen afsluttedes mødet. Den næste aften var lokalet overfyldt, men nu var det hårdt og tillukket. Man bad, vidnede og forsøgte på alle måder at komme til at opleve det samme som aftenen forud, men himlen syntes tillukket. Ved 3—4 tiden om morgenen begyndte en del at gå hjem, deriblandt Evan Roberts mor. Han mødte hende ved døren og sagde: »Vil du hjem nu, mor?« »Ja«, svarede hun. »Var det ikke bedre at gå ind igen,« spurgte Evans. »Nej, der er jo mange her, som allerede sover, og desuden er det snart tid til at gå på arbejde,« svarede moderen. Der var virkelig nogen, som var faldet i søvn under mødet. Da de fleste var gået, var der kun en flok unge tilbage. Dem samlede Roberts midt i lokalet til fortsat bøn, og inden længe var den himmelske kraft over dem og fyldte deres hjerter til overflod med uudsigelig salighed. Evan Roberts og hans broder forlod først kapellet mellem kl. 6—7 den morgen og gik derefter hjem for at hvile. Men ved 10-tiden blev de vækket af et råb: »Å, jeg dør, jeg dør, jeg dør! Roberts skyndte sig ned til sin mor. Da han så hendes nød og angst, slog han den ene arm omkring hende, strakte den anden i vejret og råbte: » Pris ske Gud, pris ske Gud!« Hans mor fik et forunderligt møde med Gud og blev befriet i sin ånd. Efter den tid var der ingen kirker eller lokaler, der kunne rumme alle de mennesker, der ville ind. Guds kraft blev åbenbaret ved møderne, og der skete store undere. Ved et af møderne rejste en gammel mand sig og fortalte, hvad folk havde tænkt og sagt angående Roberts sindstilstand, han sagde, at mange havde troet, han var sindssyg. »Men,« tilføjede han,« under vækkelsen i 1859 så jeg mange, der var, som han er nu, så I skal ikke være bange.« Evan Roberts smilede, da han hørte dette. Fra den tid strømmede det ind med indbydelser fra forskellige menigheder og samfund, der alle ville have ham til at holde møder, og i flere måneder var han optaget af intensivt arbejde til vækkelse og velsignelse for titusinder.