This website is produced by Engelsby Consult - Lejrevej 14 - Allerslev - 4320 Lejre - Copyright 2010 Vækkelsen i Wales Vi er kristne der er døbte i både vand og Helligånd og vil bringe Guds kærlighed til alle mennesker der vil modtage den.   Jesus Kristus demonstrere sin almagt ved at helbrede og sætte mennesker fri idag.   Jehova´s vidner frygter for åndelige oplevelser, fordi de tror det kommer fra Satan. Muslimer lyver og retfærdigør drab gennem koranen og tror de kommer til himmelen for deres gerninger. Ateister siger at de ikke tror på noget, men løber efter bussen, selv om de ikke kan se den. New age og alternative healere søger kraft og spirituelle oplevelser, men ved ikke hvor kraften kommer fra. Spiritister, Sandsigerske og Spåkoner spørger ånder tilråds, men ved ikke hvem deres oprindelse er. Broderskaber og Frimurer- loger søger indre styrke gennem løfter, højtidlige indvielser og humanisme. Sekter og okkulte sammenslutninger får kraft gennem tilbedelse, rituelle indvielser og hemmeligheder. Hekse og Satanister søger bevidst krafter ved hjælp af dæmoner og underkaster sig Satan direkte og tilbeder ham i frygt. Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg eder. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som er i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder (Apg 17:23 og 24) Himmelske Fader Vi kommer frem for dig idag for at bede om tilgivelse og for at søge dine retnigslinier og din ledelse. Vi ved, at dit ord siger ´Ve dem, som kalder ondt for godt og godt for ondt´, men det er præcis hvad vi har gjort. Vi har mistet vores åndelige ligevægt og vendt op og ned på vore værdier. Vi har kaldt løgn for sandhed og sandhed for løgn. Guddommelig åbenbarelse Noget, der har forbavset psykologerne og dem, der har åndelig forståelse, er den klarhed, hvormed Evan Roberts kunne se igennem de forskellige forhold. At forklare dette ud fra sine egne erfaringer kan være yderst vanskeligt, men fra et åndeligt synspunkt er det slet ikke så svært. Vi kalder det for guddommelig åbenbarelse, og det er noget, som har fulgt ikke alene Evan Roberts, men også mange andre af Herrens tro tjenere. Gud sagde engang om Abraham: »Skulle jeg vel dølge for Abraham, hvad jeg har i sinde at gøre?« Om Moses siger Guds Ord: »Han lod Moses se sine veje og Israels børn sine gerninger.« I Lukas' andet kapitel fortælles der om Simeon, at han var varslet af Helligånden, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens Salvede. I Galater-brevet siger Paulus, at han på grund af en åbenbarelse drog til Jerusalem, og i brevet til Efeserne beder han om, at Gud vil give dem visdoms og åbenbarelsens Ånd. Denne samme guddommelige åbenbarelse synes at følge enhver dybtgående åndelig vækkelse. Folk følte, som om Evan Roberts kunne se lige igennem dem, som om de var gennemskuede og afslørede, han kunne se, hvad de indeholdt, selv om han ikke kendte dem. Dr. Phillips, en af dem, som har skrevet en biografi om Roberts, fortæller, at Roberts ofte kunne mærke, når nogen bad specielt for ham. Ved flere lejligheder kunne han f. eks. sige: »Nu er der en stor skare, der beder for mig,« og så deltog han ikke i samtalen, men sad, som om han lyttede til forbønnen. Ved møderne hørte han straks, om bønnerne var ægte, og det hændte, at han afbrød, hvis han forstod, at de, der bad, ikke stod i ret forhold til Gud. Jeg har før nævnt, hvorledes han fortalte sin mor og søskende, at inden en uge ville hans hjemegn opleve en forunderlig vækkelse, hvilket også skete. Ved et søndagsmøde i en anden by udtalte han, at der før næste søndag ville ske forunderlige ting, særlig om onsdagen og torsdagen, og det viste sig at være fuldstændig rigtigt. En anden gang fortalte han, at der var to mennesker tilstede, som ikke levede i harmoni, og at de var en hindring for, at velsignelsen kunne bryde igennem. Disse to gjorde deres mellemværende op, og så kom velsignelsen. Engang afbrød han fællessangen og sagde, at der var en mand, som just nu ønskede at overgive sig til Gud. Et øjeblik efter kom en mand frem og tilkendegav, at det var ham. Han overgav sit liv i Guds hånd og blev frelst. Evan Roberts kunne på forhånd udpege pladserne i lokalet, hvor der ville ske omvendelser, og det plejede at passe. Jeg vil fortælle, hvad der skete ved et møde i Liverpool i april 1905. Ved halv elleve-tiden om aftenen opfordrede prædikanten de forsamlede til at slutte mødet med at bede Fader Vor sammen. Der var blevet 211 frelst den aften. Da man havde bedt Fader Vor, gik Evan Roberts frem og sagde: »Nu kan De gå hjem, hvis De vil, men jeg kan ikke gå herfra endnu, for vi er ikke færdige, her er en mand, som er i stor sjælenød.« Man ventede på, at nogen skulle give sig til kende, men ingen gjorde det. Evan Roberts forblev på talerstolen i stille bøn. Pludselig råbte nogen nede fra salen: »Sig os, mr.Roberts, hvor det menneske sidder, det vil gøre det lettere.« Roberts bad igen og sagde så, at vedkommende sad ikke midt i salen, heller ikke på sidebænkene, altså måtte det være på balkonen. Forstanderen for menigheden foreslog nu, at man skulle spørge både på engelsk og på walisisk, men Roberts afbrød ham og sagde, at det var ikke nødvendigt, da manden var fra Wales. Indbydelsen til at komme frem blev gentaget, men ingen gav sig til kende. Roberts forblev i stille bøn og sagde derefter, at manden sad ikke på sidebalkonerne. Man henvendte sig da til tilhørerne på den midterste balkon og opfordrede alle dem, der var frelst, til at rejse sig, og alle rejste sig op. Roberts fortsatte med at bede. Man anmodede så, at de, der havde deres sag i orden med Gud, skulle række hånden op. Alle løftede hånden, så forstanderen, der gik søgende rundt på balkonen, sagde: »Jeg kan ingen se, der ikke har løftet sin hånd.« Roberts fortsatte med at bede og sagde så: Manden har taget sin beslutning, og han er ved døren til venstre.« Med det samme styrtede en mand frem og bekendte, at han hver gang havde bedraget ved at række hånden op på trods af, at han ikke var frelst. Nu var det blevet uudholdeligt for ham, og han ville overgive sig til Gud. Man kan let forestille sig den jubel, dette vakte. Efter dette sagde Roberts: »Nu kan De gå hjem, hvis De vil, jeg kan ikke, vi er ikke færdige endnu.« Nogle minutter efter kom en englænder frem, Roberts var da fordybet i stille bøn. Denne mand overgav sig til Gud, og Roberts sagde: »Nu kan jeg gå hjem, nu er det forbi for i aften.« Englænderen fortalte siden, at han havde været på vej til Toxteth, en by beliggende i en anden retning langt derfra, men undervejs følte han sig uimodståeligt draget til mødet. Selv om han vidste, at alt foregik på det walisiske sprog, og at han derfor ikke kunne forstå noget, varede det dog ikke længe, før han befandt sig i lokalet og blev mægtigt grebet af den ånd, som rådede i mødet og af sangen. Der begyndte nu en kamp i hans hjerte, men han skyndte sig ud og gik hen til det nærmeste værtshus, hvor han bestilte et stort glas øl. Han forsøgte tre gange at drikke øllet, men han kunne ikke. Han følte, som om hans arm var lammet, hver gang han skulle føre glasset til sine læber. Efter en voldsom indre kamp forlod han værtshuset og gik tilbage til mødet, hvor han overgav sig til Gud.