This website is produced by Engelsby Consult - Lejrevej 14 - Allerslev - 4320 Lejre - Copyright 2010 Vækkelsen i Wales Vi er kristne der er døbte i både vand og Helligånd og vil bringe Guds kærlighed til alle mennesker der vil modtage den.   Jesus Kristus demonstrere sin almagt ved at helbrede og sætte mennesker fri idag.   Jehova´s vidner frygter for åndelige oplevelser, fordi de tror det kommer fra Satan. Muslimer lyver og retfærdigør drab gennem koranen og tror de kommer til himmelen for deres gerninger. Ateister siger at de ikke tror på noget, men løber efter bussen, selv om de ikke kan se den. New age og alternative healere søger kraft og spirituelle oplevelser, men ved ikke hvor kraften kommer fra. Spiritister, Sandsigerske og Spåkoner spørger ånder tilråds, men ved ikke hvem deres oprindelse er. Broderskaber og Frimurer- loger søger indre styrke gennem løfter, højtidlige indvielser og humanisme. Sekter og okkulte sammenslutninger får kraft gennem tilbedelse, rituelle indvielser og hemmeligheder. Hekse og Satanister søger bevidst krafter ved hjælp af dæmoner og underkaster sig Satan direkte og tilbeder ham i frygt. Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg eder. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som er i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder (Apg 17:23 og 24) Himmelske Fader Vi kommer frem for dig idag for at bede om tilgivelse og for at søge dine retnigslinier og din ledelse. Vi ved, at dit ord siger ´Ve dem, som kalder ondt for godt og godt for ondt´, men det er præcis hvad vi har gjort. Vi har mistet vores åndelige ligevægt og vendt op og ned på vore værdier. Vi har kaldt løgn for sandhed og sandhed for løgn. Farlige tendenser Om end det må siges, at pastor Price skød langt over målet i sin kritik, var der dog noget i det, han sagde, som er værd at lægge mærke til. Han pegede jo blandt andet på, at der var så mange, som forsøgte at efterligne Evan Roberts, ja tilmed kopiere hans miner og fakter. Jeg tror, at der var grund til at påtale dette. Man forsøgte ikke blot at efterligne Evan Roberts, men ønskede også at møderne skulle forløbe på samme måde. Da Evan Roberts trådte frem, sprængte han de gamle, udslidte, kirkelige rammer. Den vældige længsel og den grebet-hed, der fyldte menneskene på den tid, gav sig udslag i sang og bøn og vidnesbyrd. Orglet i kirken blev sjældent anvendt, thi hvem som helst begyndte at synge, og hele forsamlingen deltog i sangen, som forøvrigt var betagende at lytte til. Waliserne er et syngende folk. Det møde i Loughor, hvor vækkelsen brød igennem, som jeg allerede har fortalt om, kom til at stå som forbillede for de kommende møder. At dette første møde formede sig på den måde, var helt naturligt, men siden blev man ikke rigtig tilfreds, hvis det ikke gentog sig ved alle møder. Man sammenlignede alle andre møder med det første. Derved kom man ud for, hvad der ofte er sket før, at man brød en gammel form for at få mere frihed uden at forstå, at man havnede i en ny form og atter mistede friheden. Den sidste til at øve kontrol over møderne var Evan Roberts. Det kunne hænde, at han afbrød en sang, eller at han tyssede på nogen, der bad. Det kunne også ske, at en tilfældig besøgende forsøgte at afbryde dem, der bad eller sang. Men når Evan Roberts hørte det, irettesatte han skarpt: »Hvorledes vover I at dæmpe Guds Ånd?« kunne han spørge. Da man i det første møde ved gennembruddet oplevede, hvorledes mange stod op og bad samtidigt, ønskede man, at det fremdeles skulle være således. Om sangens plads i vækkelsen kunne der skrives meget. Man sang flerstemmigt, der behøvedes ingen sangbøger, man sang udenad og med en inspiration, som kun Helligånden kan give. Der blev sagt, at det var værd at gå milevidt bare for at høre sangen. Trods det, at Evan Roberts altid forsøgte at få folks syn rettet på Gud og ikke på sig selv, blev han alligevel genstand for folks overtro. Gennem den åndelige åbenbarelse, som virkede i ham, troede man, at han var noget af et guddommeligt væsen. Man troede tilmed, at han havde magt over liv og død, mange søgte at røre ved ham, fordi man troede, at man derved blev delagtig i hans kraft. Det hændte, at man strøg frakkeærmet over hans hat og påstod, at støvet var helligt. Denne overtro og denne beundring for redskabet i vækkelsen var af det onde, og eftersom det vandt indpas, aftog Guds kraft. Gud giver ikke sin ære til nogen anden, og man har gang på gang konstateret, at hvor interessen i første række knyttes til redskabet, som Gud anvender, varer det ikke længe, førend kraften aftager, og vækkelsen standser. Selvfølgelig må vi være taknemmelig for de redskaber, som Gud behager at anvende, men også de er ufuldkomne og skrøbelige og er afhængig af Guds barmhjertighed. Når de gør fejltagelser, må de mødes med et barmhjertigt sindelag. Kan Gud anvende dem, bør man prise Gud for deres skyld og for den gernings skyld, som de udfører. Meget af den tilfældige nysgerrighed, der drev masser af mennesker til møderne, lagde sig efterhånden, når man havde fået sin nysgerrighed tilfredsstillet. Mange af dem, som i de gribende og inspirerende møder overgav sig til Gud, blev ikke stående, og det neddæmpede naturligvis stemningen en hel del. Mange af de nyomvendte, der kom direkte fra gaden eller restaurationerne, tog livlig del i virksomheden. Deres vidnesbyrd og bønner var sikkert ægte og oprigtige, men manglede dybde. Jo dybere mennesker havde været sunket i synd, desto hjerteligere blev de modtaget blandt Guds folk. De fik ofte gratis mad, klæder og husly i månedsvis. Der var menigheder, for hvem det var særligt magtpåliggende at få vækkelse, som indbød disse forhenværende »grove« syndere til at holde møder. De blev annoncerede i stor stil, og det forøgede sensationslysten. Disse mænd var ikke altid modne for et sådant ansvar og optrådte ikke altid, som man kunne have ønsket. Møderne kom mere og mere i hænderne på de nyfrelste, der vidnede, sang og bad, eftersom det nu passede dem. Prædikanterne holdt sig tilbage. Ligesom alle andre følte de sig sønderbrudt, når Guds Ånd virkede, og syntes, at de intet havde at gøre, derfor trak de sig tilbage i stilhed og lod andre tage initiativet. Der fortælles om en præst, som ikke havde prædiket i lang tid, at han gik hen til en flok unge mennesker, som dominerede ved møderne. Han spurgte forsigtigt, om han kunne få lejlighed den aften til at sige noget. De unge mænd så forskende på ham og svarede: »Det beror på, hvad Ånden siger til os!« Dette, tror jeg for min del, er den væsentligste årsag til, at vækkelsen standsede. Evan Roberts selv blev med tiden mere og mere tavs ved møderne, og hans undervisning svandt ind lidt efter lidt. Om prædikanterne og forgrundsfigurerne i denne vækkelse havde forstået situationen, skulle de frimodigt have trådt frem og givet folket den undervisning, de så vel behøvede. Disse mange titusinder af nyomvendte behøvede selvfølgelig at føres ind i Guds Ord og videre frem på livets vej. Naturligvis har vidnesbyrdene sin plads i Guds værk, men når de fortrænger undervisningen i Ordet, bliver det forkert, og virkningerne udebliver ikke. Hvad kunne den vækkelse ikke have blevet til, om alle disse brændende, nyfrelste mennesker havde fået den vejledning, de behøvede! Vækkelsen i Wales er en kraftig advarsel og viser os betydningen af at lade Guds Ord være det centrale i vor virksomhed. Det er ikke syndsbekendel-ser, mærkelige åbenbaringer, frihed til at bede og synge når som helst eller noget andet, der bevarer en vækkelse sund og kraftig, det er og vil altid være Ordet og bønnen. Den guddommelige åbenbarelse og profetiske ånd, der hvilede over Evan Roberts, syntes efterhånden mere og mere at svigte ham. Derved kom han til at gøre store fejlgreb, som skabte en kløft mellem ham og folket, og den blev større og større, eftersom tiden gik. Han blev bitter og utålmodig og mistede ofte sit kristne sindelag. Han kunne også blive dømmende. Man sang f. eks. ikke tilstrækkelig inderligt. Han påstod engang, at der var 300 hyklere til stede, som aldeles forstyrrede sangen. Fra Neath fortælles der, at man havde været samlet i to timer, inden Roberts ankom til mødet. En ældre mand stod op og læste Guds Ord. Derefter bad han, så at alle de nærværende blev grebne til tårer, selv de hårdeste hjerter bøjede sig. Fem eller seks fortsatte at bede. En ung kvinde på balkonen begyndte at råbe om nåde og frelse. Derefter hændte der noget mærkeligt: alle begyndte samtidig under Åndens ledelse at stemme i med samme sang. Helligåndens kraft var over mødet. Da hviskede nogen: »Nu kommer han!« Evan Roberts gik frem til talerstolen, satte sig ned og gemte sit ansigt i hænderne. Så rejste han sig op, stod stille en stund og sagde så: »Guds Ånd er ikke her!« Folket vendte blikket fra Gud og til prædikanten. Ånden havde været nærværende — men var nu veget! Jeg tror ikke selv, at Evan Roberts havde mistet den åndelige balance, fordi han havde mistet samfundet med Gud, men ganske enkelt fordi både hans fysiske og psykiske kræfter var udtømt. Begejstring og nidkærhed for sjælene havde udslidt ham. Man forsøgte at bremse ham og få ham til at tage det mere roligt, men det hjalp ikke. Så længe hans kræfter slog til, så længe var han i virksomhed. Der er et dybere og mere intimt forhold mellem legemet og sjælen, end vi mange gange aner. Legemets tilstand påvirker sjælen og omvendt. Med hensyn til det hektiske jag, der har indsneget sig på det åndelige område, har jeg ofte spurgt mig selv, om det ikke havde været bedre, hvis man havde indstillet en del møder og på den måde koncentreret sig mere om dem, man da afholdt. Gud har liden eller ingen brug for forjagede prædikanter. De resultater, der nås, står slet ikke i forhold til de mange møder, der bliver afholdt. Det overstiger i almindelighed et menneskes sjælelige og legemlige kræfter aften efter aften og år efter år at give sig ud i prædiken og tjeneste for Gud. Jeg tænker i dette sammenhæng på et ord af Nathan Søder-blom: »Jeg ønsker at brænde ned for min Mester, men jeg vil brænde langsomt.« At lyse og varme ikke alene intensivt men også længe må være idealet. At være brugbar for Gud ikke bare nogle korte år, men et helt liv!