This website is produced by Engelsby Consult - Lejrevej 14 - Allerslev - 4320 Lejre - Copyright 2010 Vækkelsen i Wales Vi er kristne der er døbte i både vand og Helligånd og vil bringe Guds kærlighed til alle mennesker der vil modtage den.   Jesus Kristus demonstrere sin almagt ved at helbrede og sætte mennesker fri idag.   Jehova´s vidner frygter for åndelige oplevelser, fordi de tror det kommer fra Satan. Muslimer lyver og retfærdigør drab gennem koranen og tror de kommer til himmelen for deres gerninger. Ateister siger at de ikke tror på noget, men løber efter bussen, selv om de ikke kan se den. New age og alternative healere søger kraft og spirituelle oplevelser, men ved ikke hvor kraften kommer fra. Spiritister, Sandsigerske og Spåkoner spørger ånder tilråds, men ved ikke hvem deres oprindelse er. Broderskaber og Frimurer- loger søger indre styrke gennem løfter, højtidlige indvielser og humanisme. Sekter og okkulte sammenslutninger får kraft gennem tilbedelse, rituelle indvielser og hemmeligheder. Hekse og Satanister søger bevidst krafter ved hjælp af dæmoner og underkaster sig Satan direkte og tilbeder ham i frygt. Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg eder. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som er i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder (Apg 17:23 og 24) Himmelske Fader Vi kommer frem for dig idag for at bede om tilgivelse og for at søge dine retnigslinier og din ledelse. Vi ved, at dit ord siger ´Ve dem, som kalder ondt for godt og godt for ondt´, men det er præcis hvad vi har gjort. Vi har mistet vores åndelige ligevægt og vendt op og ned på vore værdier. Vi har kaldt løgn for sandhed og sandhed for løgn. Evan Roberts Omtrent samtidigt med gennembruddet i den lille metodistmenighed i New Quay, men uden noget påviseligt menneskeligt sammenhæng dermed, havde en ung, fattig grube arbejder en forunderlig åndelig oplevelse. Hans navn var Evan Roberts. Senere blev han det mægtige redskab, som Gud brugte til at føre vækkelsen videre. Evan Roberts blev født år 1878 i et jævnt grubearbejderhjem som femte barn af en søskendeflok på ni. Ligesom sine søskende kom Evan tidligt i søndagsskole, hvor han dog ikke på nogen måde adskilte sig fra kammeraterne. Han var en almindelig gennemsnitsdreng, frisk, glad, villig og elskede at lege. Meget tidligt blev han dog draget mod det åndelige; både som dreng og som grubearbejder tilbragte han det meste af sin fritid med at læse Guds Ord. Han havde ikke mange bøger, men de afspejlede hans interesse for oplysning og kundskab. Det var især walisisk kultur, der interesserede ham. Men Bibelen var hans stadige selskab og bønnen hans dybeste interesse, ofte bad han til langt ud på natten. Da hans far ved en ulykke i gruben en dag brækkede sit ene ben, måtte den tolvårige Evan begynde at hjælpe til. Fra den tid og til sit 25' år deltog han i det strenge grube- arbejde, hvorefter han blev lærling hos en morbroder, der havde en smedje. Hans læretid var tre år, og da han allerede var så gammel, gik han ind i det nye håndværk med livslyst. Hans tanke var, at han, når uddannelsen var færdig, ville rejse til Amerika og tjene så mange penge, at han kunne rejse hjem og leve uden bekymring resten af sine dage. Men Gud havde bestemt noget andet, og Roberts opgav snart Amerika-tankerne. Der fortælles fra hans arbejdspladser, at han talte meget lidt under arbejdet. Han hadede spøg og tom tale. Han anså det for at være skadeligt og værdiløst. Men når samtalen kom ind på åndelige spørgsmål, da havde han meget at sige. Hans tavshed var ikke tvungen, men et naturligt udslag af hans karakter. Hans morbroder fortæller, at Evan ofte sang, mens han arbejdede, så det genlød i hele smedjen. Han havde lært mange af sangene fra metodist-sangbogen udenad, og senere som prædikant citerede han dem ofte. På en hylde i smedjen, hvor arbejderne havde deres værktøj, opbevarede Evan Roberts sin Bibel, og ofte tog han den frem og læste nogle vers. Man så ham aldrig, uden at han havde Bibelen hos sig, og han talte ofte med den unge mand, som han arbejdede sammen med, om bogen og dens indhold. Når folk kom ind og begyndte at snakke og le, kunne man se ham passe sin esse med den ene hånd, medens han samtidig læste i Bibelen. Man fortæller også, at når han kom hjem fra arbejdet, plejede han at tage skoene af og sætte sig foran ilden, hvor han læste i Bibelen time efter time. I de stunder hverken så eller hørte han, hvad der foregik omkring ham. Ofte læste han, medens han spiste. På denne måde fik han tidligt en meget stor bibelkundskab, til tider fandt hans onkel ham sovende foran den åbne Bibel, efter at alle andre var gået til ro. Da han var 13 år gammel, blev han medlem af metodistmenigheden i Loughor, som hans forældre længe havde tilhørt, og blev med det samme lærer i en ny søndagsskole, der var blevet åbnet i nærheden. Han var trofast i arbejdet, og det viste sig, at han havde en god måde at tage børnene på. Så vidt muligt udeblev han aldrig fra noget møde i kirken, hvor han var en opmærksom tilhører, han levede for menigheden og dens arbejde. På dette tidspunkt hørte han ofte om George Muller og hans mægtige trosforetagende i Bristol. Det vakte en dyb længsel i hans sjæl efter at få samme fuldkomne fortrøstning til Gud. Beretningerne om George Mullers tro kom sikkert til at spille en afgørende rolle i Evan Roberts senere udvikling. De tretten år, som gik, fra han blev optaget i menigheden, og indtil vækkelsen brød ud, blev af forberedende og opdragende betydning for Evan Roberts. Han læste i sin kære Bibel om Helligåndens fylde og bad om dette i tretten år. Han fortæller også senere, at han havde bedt om vækkelse i ca. 10 år. Hans samtaler drejede sig altid om vækkelse, og han læste alt, hvad han kunne, om dette emne. Fire år inden vækkelsen kom, foreslog han en ung prædikant, at han skulle prædike over ordet i 2. Krøn. 7, 14: »Om mit folk, som mit navn nævnes over, da ydmyger sig, beder og søger mit åsyn og vender om fra deres onde veje, så vil jeg høre det i himmelen og tilgive deres synd og læge deres land.« Han forstod, at vækkelsen måtte begynde blandt Guds folk. Det gjorde den også senere. Evan Roberts havde mange svære indre kampe i denne tid. Ofte syntes han, at han ikke kunne se Guds herlighed, som han ønskede. Han syntes ikke, at han havde den kontakt med Gud, som han længtes efter. Efter hans mening var det, fordi han ikke var blevet fyldt med Helligånden. Han vidste, at han var frelst, men han manglede en levende forvisning om, at Guds kærlighed fyldte hans hjerte, og han længtes efter en åbenbarelse af Guds herlighed. Han så mere og mere sin menneskelige naturs svaghed og følte sig afmægtig i kampen mod den. Han kunne sige: »Jeg havde for længe siden været i helvede, hvis ikke Guds nåde havde bevaret mig. « Men i den tid lærte han meget, som senere hjalp ham til at forstå andre mennesker, så han kunne blive til velsignelse for dem. Hans længsel efter Gud drev ham ind i bønnelivet. Han vidnede siden om, at intet havde påvirket ham mere end samfundet med Gud i bøn. Ofte var hans længsel efter Gud så stærk, så han afstod fra måltiderne for at være i stilhed og bøn. Ikke alene bad han, efter at de andre i familien var gået til ro, men han tilbragte ofte hele nætter i bøn. Senere, da han var på prædikant-seminariet i Newcastle-Emlyn, forøgedes hans længsel i den grad, at han tilbragte så megen tid i bøn, så hans værtinde blev urolig for ham. Han ønskede, at hele hans liv måtte blive en eneste uafbrudt bøn. Han udtrykte det en gang med disse ord: »Jeg ønsker at nå dertil, at mit liv ikke bliver andet end en bøn fra morgen til aften, og jeg bliver ikke tilfreds, før jeg har oplevet det.« Han ejede en enestående tro på bønnens magt og forklarede, og det med rette, at hvis Guds folk virkelig ville bede til Gud, så skulle verden snart komme i bevægelse. På et tidspunkt, da vækkelsen var kraftigst, sagde han, at resultatet af et møde med hensyn til frelste sjæle stod i forhold til den bøn, der var gået forud. Han opfordrede ofte folk til at holde op med at synge under møderne, da han mente, at det ikke var nær så effektivt for sjælenes frelse som bønnen. Han sagde engang til en prædikant: »Hvor der synges for meget, bliver der ikke frelst så mange.« Der var fire ting, der drev ham til Guds trone: hans personlige behov, hans kærlighed til Jesus, længsel efter at se verden frelst samt et dybt behov af at tilbede Gud og have samfund med ham. I denne tid, der var fuld af længsel, og hvor Gud forberedte ham for kommende ting, fik han en aften en underfuld oplevelse. Da han var fordybet i bøn, inden han skulle gå til ro, opfyldtes han pludselig af en vældig kraft, han rystede over hele kroppen, så hans broder, som lå i samme værelse og allerede sov, vågnede. Han blev fortvivlet og undrede sig over, hvad der gik af Evan. Igen ved et-tiden fik han en ubeskrivelig oplevelse af Guds nærhed, som varede i ca. 3 timer, og dette gentog sig hver nat i omkring tre måneder. Det var det første svar på hans intensive længsel og hans udholdenhed i bøn. Det kald, han tidligere havde modtaget til at gå ud med det glade budskab, blev nu aktuelt, og al ubeslutsomhed vejredes bort. Hans samfund havde godkendt hans optagelse på prædikantskolen, men han syntes, det var svært at måtte skuffe morbroderen ved at forlade hans smedje. Han var også tvivlrådig om, hvorvidt han skulle gå direkte ud i arbejdet eller først gennemgå prædikantskolen. Til sidst meldte han sig til skolen og ankom i midten af september 1904. Men han trivedes ikke. Længselen efter at gå ud og vinde sjæle kom på ny over ham med vældig styrke. Desuden havde han en særegen oplevelse på skolen. Det viste sig at være umuligt for ham at samle sine tanker om læsestoffet. Han opbød hele sin viljestyrke for at holde tankerne ved lektierne, men forgæves. Men så snart han læste i sin Bibel, blev tankerne stille og samlede. Han talte med en klog og erfaren mand på skolen om sine bekymringer, og denne opmuntrede ham til at forsøge at koncentrere sig om sine studier, hvilket han også gjorde et virkelig hæderligt forsøg på, men når han forsøgte at samle sine tanker, begyndte han trods alt at tænke på verdens nød. Disse tanker brød igennem alle andre tankebaner, og hans sind blev kun stille, når han beskæftigede sig med Ordet. Han bad til Gud om hjælp, men hans bøn forblev ubesvaret. Skolens rektor prøvede gentagne gange på at hjælpe ham, men uden resultat. Nu begyndte Roberts at udeblive fra undervisningen, han syntes, det var tidsspilde, når han ikke kunne få noget ud af det. Efter stærkt pres fra rektorens side lovede Roberts at komme til en matematiktime. Han kom også, som han havde lovet, men det var sidste gang, han deltog i undervisningen. Da Roberts havde været borte fra skolen i flere dage, blev hans rektor urolig for ham, men af hans kammerater fik han at vide, at han var forkølet. Ved den tid afholdt den før omtalte pastor Seth Joshua en række møder i Newcastle-Emly. Han bar den vækkelsens ild med sig, som han selv havde mødt i New Quay. Evan Roberts hørte om disse møder, og selv om han på grund af forkølelse havde forsømt skolen, gik han alligevel til møderne. Rektoren blev forbavset over at høre, at Roberts havde overværet møderne, og det tilmed uden overfrakke, han var bange for, at Roberts skulle blive alvorlig syg. Evan Roberts fortæller selv om det første møde: »Jeg følte, jeg måtte bede, bede for dem, der medvirkede i mødet, men Ånden tillod ikke, at jeg bad højt. Det var et underfuldt møde. Jeg spurgte mig selv: — Hvor er Djævelen?« Straks mærkede jeg, at det blev så hårdt. Jeg så hen til korset, men følte ingenting. Jeg græd bitterligt over mit hjertes hårdhed. Jeg elskede Faderen og Helligånden, men jeg elskede ikke Sønnen, som jeg skulle.« Dagen efter følte han, at hans hjerte var hårdt som flint. Han traf nogle troende og bad om forbøn. Han gik til et møde om aftenen, der blev holdt i en naboby, Blaenanerch. Vennerne forsøgte at få ham til at overnatte, men han ville ikke. Da han skiltes fra dem, der havde holdt mødet, sagde han: »For mig er der intet andet at gøre end at vente, til ilden falder. Alteret er bygget, brændet er rede og ofret venter kun på, at ilden skal falde og fortære det.« En uge senere holdt Seth Joshua atter møde i Blaenanerch. Det første møde var tidligt om morgenen, og pastor Joshua afsluttede med at bede: »O, Herre, bøj os!« Roberts huskede intet andet fra det møde end disse ord, og det lød i hans sjæl: »Herre, bøj mig!« Og jo dybere han bøjede sig, desto mere opfyldte Gud hans hjerte. Da de senere på dagen fulgtes ad til et møde, sagde pastor Joshua: »Vi får et underfuldt møde her i dag.« »Ja, jeg har en følelse, som om jeg skulle sprænges,« svarede Roberts. Mødet begyndte, og den ene efter den anden bad. Roberts spurgte Helligånden: »Skal jeg bede nu?« »Nej, vent lidt,« lød svaret. »Da følte jeg, at en levende kraft fyldte mit hjertes inderste,« fortæller Roberts. » Jeg kunne knapt trække vejret, benene rystede under mig, og efter hver bøn spurgte jeg: »Skal jeg bede nu?« Den levende kraft i mit indre forøgedes, så jeg næsten ikke kunne rumme det. Da de var færdig med at bede, følte jeg, at jeg måtte bede, hvis ikke mit hjerte skulle sprænges. Jeg faldt på knæ med armene udrakt over bænken foran mig. Tårerne flød, og sveden randt, jeg troede, det var blod. Jeg råbte: »Bøj mig, bøj mig, bøj os!« Så kom der en bølge af fred over mig, og forsamlingen begyndte at synge. Medens de sang, tænkte jeg på dem, som skulle bøjes på dommens dag, og jeg græd af medlidenhed med dem. Nød for sjæles frelse faldt tungt over mig, og jeg brændte af længsel efter at rejse over hele Wales og forkynde frelsens underfulde budskab. Virkningen af dette møde med Gud var ubeskriveligt. Hans legemlige svaghed forsvandt, og fra denne stund var han løst fra al nervøsitet. Han havde været genert hver gang, han skulle tale offentligt, men nu var det borte. Hans sjæl var fyldt af en overjordisk glæde, og han kunne synge og juble hele dagen. Han følte også, at selv om hele verden var imod ham, havde han fået mod til at holde fast ved sin overbevisning. Sin fremtid, som han før havde været ængstelig for, kunne han nu også lægge i Guds hånd. Han forsøgte, sammen med nogle kammerater, at udarbejde et program for, hvordan Wales skulle evangeliseres. Deres plan var dog ikke Guds plan, og derfor blev den aldrig gennemført. En gang, da Evan Roberts sammen med en kammerat var på vej hjem fra et møde i øsende regnvejr, spurgte han denne: »Tror du, at det er for meget at bede Gud om at frelse tusinde mennesker i Wales. »Nej,« svarede denne,« det kan da ikke være for meget at bede ham om at frelse Wales, ja, hele verden.« Så kom søndag den 30. oktober 1904. Det blev Evan Roberts sidste dag ved seminariet og i Newcasttle-Emlyn. Ved aftenmødet sad han på balkonen sammen med sine venner, men inden længe var han ganske uberørt af det, der foregik omkring ham, for han fik en oplevelse af Guds nærværelse. Gud talte mægtigt til ham om at gå til Loughor, hans hjemby, for at arbejde blandt de unge der: »Du må gå, du må gå,« sagde Guds Ånd. Samtidig så han i et syn sig selv stå og tale til folket i Loughor. Der var særlig eet menneske i den forsamling, som han så tydeligere end de andre. Det ejendommelige var, at dette menneske blev den første, som Gud mødte under vækkelsen. Evan Roberts besluttede sig til straks at adlyde Gud. Han fortalte det til sin bedste ven, ligeledes til skolens ledelse og til sin værtinde. Hans første tanke var vel nok kun at blive en uge i byen og derefter vende tilbage til skolen. Ingen, antagelig ikke engang han selv, anede, at han stod lige foran det vældige gennembrud i Wales. Og det er lige så gribende som bibelsk, at han måtte begynde i sin fødeby Loughor. Mandag morgen sad han i toget, som skulle føre ham til Loughor i Guds specielle ærinde.