This website is produced by Engelsby Consult - Lejrevej 14 - Allerslev - 4320 Lejre - Copyright 2010 Vækkelsen i Wales Vi er kristne der er døbte i både vand og Helligånd og vil bringe Guds kærlighed til alle mennesker der vil modtage den.   Jesus Kristus demonstrere sin almagt ved at helbrede og sætte mennesker fri idag.   Jehova´s vidner frygter for åndelige oplevelser, fordi de tror det kommer fra Satan. Muslimer lyver og retfærdigør drab gennem koranen og tror de kommer til himmelen for deres gerninger. Ateister siger at de ikke tror på noget, men løber efter bussen, selv om de ikke kan se den. New age og alternative healere søger kraft og spirituelle oplevelser, men ved ikke hvor kraften kommer fra. Spiritister, Sandsigerske og Spåkoner spørger ånder tilråds, men ved ikke hvem deres oprindelse er. Broderskaber og Frimurer- loger søger indre styrke gennem løfter, højtidlige indvielser og humanisme. Sekter og okkulte sammenslutninger får kraft gennem tilbedelse, rituelle indvielser og hemmeligheder. Hekse og Satanister søger bevidst krafter ved hjælp af dæmoner og underkaster sig Satan direkte og tilbeder ham i frygt. Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg eder. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som er i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder (Apg 17:23 og 24) Himmelske Fader Vi kommer frem for dig idag for at bede om tilgivelse og for at søge dine retnigslinier og din ledelse. Vi ved, at dit ord siger ´Ve dem, som kalder ondt for godt og godt for ondt´, men det er præcis hvad vi har gjort. Vi har mistet vores åndelige ligevægt og vendt op og ned på vore værdier. Vi har kaldt løgn for sandhed og sandhed for løgn. Budskabet Man har villet påstå, at Evan Roberts aldrig prædikede. Dette er dog ikke helt overens- stemmende med sandheden. Særlig i den første tid talte han ofte længe og havde en klar forkyndelse. Til tider talte han i to timer i træk, men senere skete det ofte, at der slet ikke blev prædiket, og det har måske sin naturlige forklaring. Som før sagt samledes folk ofte flere timer før mødetiden, men man sad ikke uvirksomme, man begyndte at synge, bede og vidne, så når Evan Roberts og de andre brødre kom, var mødet allerede i fuld gang. Så snart de kom ind i salen, kunne de begyndte at bede med mennesker, som var i syndenød, til de kom igennem til frelse. På den måde kunne møderne fortsætte time efter time. Evan Roberts var ingen stor taler i ordets almindelige betydning. Hans prædiken var enkel, inderlig og vækkende. Han var meget naturlig i sin fremtræden, men det, der greb mest, var hans egen grebethed. Ofte, når han talte om Jesus og hans lidelser for vor skyld, brast han i voldsom gråd og måtte afbryde sin prædiken. Det var denne grebethed tillige med hans enkelhed og naturlighed, som rørte hjerterne. Evan Roberts forberedte kun sine prædikener ved bøn. Han regnede med, at Ånden ville give ham det, han skulle sige, og han var stille, til Ånden talte i hans indre. Han skrev engang i jan. 1905 til sin ven Sidney Evans bl. a.: »Djævelen frister mig ofte til at fremføre mine egne ord, men lovet være Herrens navn, den Helligånd overvinder ved sin visdom både mig, verden og Djævelen med al hans list, og så giver han mig ord og tanker, der er svar på deres behov og længsler, som er kommet for at høre.« Det var ikke noget nyt og mærkeligt, som Evan Roberts kom frem med. Nej, det var de gamle sandheder i al deres enkelthed og oprindelige kraft, som påny blev levende. I sin forkyndelse vendte han sig først til Guds folk, og det mærkelige var, at idet budskabet faktisk lød til de troende, blev syndere frelst. Evan Roberts så klart nødvendigheden af en opvågnen blandt Guds folk. Guds Ord må have fremgang blandt de troende, førend det kan nå ind til de ufrelste. »Mit budskab,« plejede han at sige, »er først og fremmest til menighederne; når disse går ind for deres opgaver og føler deres ansvar, vil verdens børn storme Guds rige. En menighed, der er forenet i bøn, er uimodståelig. I en prædiken sagde han blandt andet følgende: »En del medlemmer hænger som kværnestene omkring menighedens hals. Bed ikke om andres frelse, før du selv er rigtig frelst. Man skal enten være i menigheden eller i verden. Nogle ønsker at være begge steder. Der er mennesker, der bærer fine »kirkeklæder«, men ser man lidt indenfor, vil man opdage, at de er hyklere. Djævelen kan godt lide at se sådanne mennesker i menigheden, for de virker som kræftskade i menighedslegemet. »Når Guds børn kommer på knæ, kommer verdens børn på fødderne,« sagde han. »Bøj menigheden og frels folket,« er et andet af hans ord. Faktum er, at da de troende fik et møde med Gud og oplevede vækkelse, da blev der også vækkelse udadtil. Den var ikke en følge af en eller anden dygtig vækkelses- evangelist, men af menighedens overgivelse til Gud. De troendes sløvhed og ligegyldige vandel er Djævelens mest effektive middel til at hindre mennesker i at komme til Gud, hvis en menighed derimod lever i fornyelse og vækkelse, skabes der en atmosfære, som gør, at de ufrelste drages til møderne og får et møde med Gud. Den, som begynder at længes efter og bede om vækkelse, vil snart opleve den. Dommen begynder med Guds hus. Man længes efter at se mennesker komme i syndenød, men det kan være, at man selv bliver den første, der oplever det. Således handler Gud tidt. »Hvis vi gemmer på en eneste synd,« sagde Evan Roberts, er det nok til, at vi kan hindre Gud fra at velsigne.« Der var fire punkter, som Evan Roberts altid fremførte overfor de troende. Disse fire punkter går som en rød tråd gennem hele hans forkyndelse, og det er sandt, hvad der blev sagt angående dette: »Som Luther slog sine teser op på kirkeporten i Wittenberg, således hamrede Evan Roberts disse vækkelses-sandheder ind i hjertet på folket i Wales.« De fire punkter, som han ville, at alle, der ønskede en ånds-udgydelse, skulle bruge som en prøvesten, var: 1) Er der noget i din fortid, som du ikke har bekendt for Gud? Hvis der er, så kom hurtigst muligt på dine knæ. Alt det gamle må slippes, og du selv må renses, 2) Er der noget i dit liv, som er tvivlsomt, noget, du ikke kan afgøre, om det er godt eller ondt, så få det fjernet. Der må ikke være den mindste sky mellem dig og Gud. Har du tilgivet alle, alle, alle? Hvis ikke, så vent ikke at få forladelse for dine egne synder. Du får det ikke. 3) Lyd Guds røst og vær lydig mod Guds Ånd — øjeblikkeligt, ubetinget og uden at spørge. 4) Bekendt offentligt Kristus som din Frelser. Han fremholdt disse fire sandheder for alle mennesker og appellerede således ikke til deres følelser, men til deres samvittighed. Og han gjorde det med en sådan alvor og grebethed, at det var umuligt at modstå. Ofte prøvede han efter en prædiken sine tilhørere på følgende måde: 1) »Må jeg bede alle menighedsmedlemmer om at stå op?« 2) »Vil alle, som elsker Jesus, stå op?« Nogle blev siddende. 3) »Alle, som elsker Jesus over alt, vær venlig at stå op.« Nu blev flere siddende. 4) »Men nu alle, som ønsker at elske Jesus mere end alt andet, vil de stå op.« Da plejede de frelste at rejse sig. 5) »Vil alle, som læser deres Bibel hver dag, rejse sig?« Ofte var der mange, der blev siddende, 6) »Alle, som vil beslutte sig til fra nu af at læse Bibelen hver dag, vil de rejse dem op?« Alle rejste sig. 7) »Vil alle, som beder hver dag, rejse sig?« Tidt sad mange. 8) »Vil enhver, som har besluttet sig til at bede hver dag, være så venlig at rejse sig.« Alle efterkom opfordringen. Det er også meget interessant at læse om, hvad de, der kunne bedømme den åndelige tilstand i Wales på den tid konstaterede: Vækkelsen i Wales kastede lys over sandheden om Jesu tilkommelse, en sandhed, som før praktisk talt havde været ukendt og ikke var blevet forkyndt. Men da vækkelsen kom, gjorde Ånden denne sandhed levende. I Åndens lys så man pludselig klart: Jesus kommer snart! Og man beredte sig til at møde ham i skyen. Dette er i sig selv et godt bevis på vækkelsens guddommelige oprindelse. Jeg vil slutte dette kapitel med ordret at gengive et budskab af Evan Roberts, som blev offentliggjort i aviserne i året 1905. Jeg synes, at dette budskab gengiver noget af den atmosfære, der kendetegnede vækkelsen i Wales. »Et budskab til verden,« kaldte han sin artikel. »Kraften i den vækkelse, som har grebet Syd Wales, er ikke fra mennesker, men fra Gud. Han er kommet nær til os, og har vist os sin vej. Det er ikke et spørgsmål om trosbekendelse og lærepunkter, det, som er sket, er et kald til alle kristne kirker i vort land. Jeg har kun Jesu Kristi religion, sådan som jeg har oplevet den. Gud har gjort mig glad, og jeg ønsker at vise andre den store glæde, der findes i tjeneste for ham, en glæde så stor og underfuld, at det er umuligt at give udtryk for denne glædes fylde. Det er ingen sekt-lære, vi fremholder, men underet og skønheden i Kristi kærlighed, vor kærlighed til ham og til hverandre. Man har spurgt mig om mine metoder. Jeg har ingen. Jeg forbereder ikke mine taler, men overlader alt til Gud. Kilden til denne vækkelse findes ikke i mig. Jeg er kun een af de mange, som er ved at blive en vældig skare. Det er ikke mig, som rører menneskers hjerter og forandrer deres liv, det er Gud, som virker gennem mig. Jeg har fundet, hvad jeg tror er den højeste form for kristendom. Jeg ønsker at give mit liv for at hjælpe andre — det er det eneste, jeg har at give. Mange har allerede denne form for kistendom, og mange flere vil finde den. Det er den opgave, som Herren har vist mig. Hans Ånd kom over mig en aften, da jeg knælede i bøn for at søge hans vilje. Fem måneder senere blev jeg døbt med Guds Ånd. Han har ledet mig, ligesom han vil lede alle, der i erkendelsen af sin egen svaghed forlader sig på ham, som barnet forlader sig på sin fader. Jeg ved, at det værk, som er blevet udført gennem mig, ikke hviler på nogen menneskelig forudsætning i mig. det er hans værk, og han skal have æren. Jeg ønsker intet andet end at få lov til at fortsætte det arbejde, som er begyndt. Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes. Han har forsynet mig med alt, hvad jeg har behov, og vil fremdeles gøre det. Jeg ønsker ikke, at nogen skal se op til mig. Verden for Kristus! er vort mål. Der er blevet sagt meget om vore møder og om mig, der ikke er sandt. Men sandheden fra Gud har ikke taget skade af disse fejlagtige oplysninger, og derfor betyder de så lidt. Jeg tror, at Gud har indgivet dem, som har skrevet om vækkelsen, at omtale det, som har været til hjælp, for nogle af aviserne har båret budskabet ud til mange, som vi personlig ikke kunne nå. Jeg tror, at verden står på tærskelen til en stor religiøs vækkelse, og jeg beder daglig, at Gud vil give mig den forret at medvirke til, at det lykkes. Jeg appellerer til alle, som tilhører Kristus, at de på knæ for Gud må spørge ham, om der ikke er noget, han vil, at de skal gøre nu. Han vil lede alle, som han har ledet os, og han vil gøre dem til en skystøtte om dagen og en ildstøtte om natten til at lede andre mennesker til ham. På nogle få uger er der sket underfulde ting i Wales, men det er bare begyndelsen. Verden skal favnes af hans Ånd som af en mægtig stormvind. Mange, som i dag er tavse, negative kristne, hvis tro betyder så lidt for dem selv og ingenting for andre, skal komme med. Famlende, tøvende, halvhjertede kristne skal se et stort lys og genspejle dette lys til tusinder, som lever i yderste mørke. Hele verden skal høre hans budskab om fred blandt mennesker, som har Guds velbehag. De skal lytte og blive velsignede. Tusinder og atter tusinder skal gøre mere, end vi har udført, i forhold til den kraft, som Gud giver dem. Det er min absolutte overbevisning, at dette vil ske, bare menighederne vil lære den store kunst at adlyde den Helligånds røst. Lydighed! Lydighed! Lydighed!«