This website is produced by Engelsby Consult - Lejrevej 14 - Allerslev - 4320 Lejre - Copyright 2010 Vækkelsen i Wales Vi er kristne der er døbte i både vand og Helligånd og vil bringe Guds kærlighed til alle mennesker der vil modtage den.   Jesus Kristus demonstrere sin almagt ved at helbrede og sætte mennesker fri idag.   Jehova´s vidner frygter for åndelige oplevelser, fordi de tror det kommer fra Satan. Muslimer lyver og retfærdigør drab gennem koranen og tror de kommer til himmelen for deres gerninger. Ateister siger at de ikke tror på noget, men løber efter bussen, selv om de ikke kan se den. New age og alternative healere søger kraft og spirituelle oplevelser, men ved ikke hvor kraften kommer fra. Spiritister, Sandsigerske og Spåkoner spørger ånder tilråds, men ved ikke hvem deres oprindelse er. Broderskaber og Frimurer- loger søger indre styrke gennem løfter, højtidlige indvielser og humanisme. Sekter og okkulte sammenslutninger får kraft gennem tilbedelse, rituelle indvielser og hemmeligheder. Hekse og Satanister søger bevidst krafter ved hjælp af dæmoner og underkaster sig Satan direkte og tilbeder ham i frygt. Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg eder. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som er i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder (Apg 17:23 og 24) Himmelske Fader Vi kommer frem for dig idag for at bede om tilgivelse og for at søge dine retnigslinier og din ledelse. Vi ved, at dit ord siger ´Ve dem, som kalder ondt for godt og godt for ondt´, men det er præcis hvad vi har gjort. Vi har mistet vores åndelige ligevægt og vendt op og ned på vore værdier. Vi har kaldt løgn for sandhed og sandhed for løgn. Angreb og modstand Naturligvis var der mange, der ikke tog velvilligt imod vækkelsens forskellige udslag, men kom med stærk kritik. Dette berørte clog ikke de fleste. En del af pressen kaldte det altsammen for »et orgie af følelser«. Evan Roberts tog aldrig selv til genmæle mod de angreb, der rettedes mod ham selv og mod møderne, hvor nedsættende og uvenlige de end måtte være. Han kom aldrig med gensvar, men det behøvede han heller ikke, for folket brød sig så lidt om disse angreb, at det blev værst for dem, der havde skrevet dem. I bladet »Western Mail« forekom den 31. jan. 1905 et angreb fra en meget kendt og agtet præst, Peter Price i Bethania Congregational Chapel i Dowlais. Dette angreb vakte et vældigt røre. Det var det kraftigste angreb, som der endnu var blevet rettet mod Evan Roberts og hans virksomhed. Peter Price skriver: »Jeg offentliggør dette i Guds riges interesse og fordi, jeg har medfølelse med alle dem, som kommer langvejs fra for »at se vækkelsen« i Syd Wales. Jeg tror, jeg kan sige, at jeg nu har lige så stor forudsætning som nogen anden til at bedømme, hvad der virkelig foregår i Syd Wales, og jeg er kommet til det resultat, at der er to s. k. vækkelser iblandt os. Den ene er uden tvivl ovenfra. Den er guddommelig, virkelig, mægtig i sin natur og typisk walisisk i sine former. Det er så godt som umuligt for en fremmed, som ikke kender vort temperament, vort sprog eller vor religiøse historie, at forstå dette. Den bedste måde for fremmede ville være, hvis de kunne overvære nogle af vore sædvanlige søndags- eller hverdagsmøder uden selv at blive kendt. Da ville de få nogen forståelse af virkelige guddommelige ting. Jeg lægger særlig vægt på, at ingen lagde mærke til dem, hvis man lagde mærke til, at der var fremmede til stede, kunne møderne let blive lange og mekaniske. Folket ville enten blive for generte til at være naturlige, eller de ville være for ivrige til at demonstrere vækkelsen for de fremmede. De ved jo, at vækkelsen i Wales har draget opmærksomheden til sig, og de tror, at de på nogen måde er skyldige at lade tilfældige besøgende opleve noget af den, derfor forsøger de at skabe noget, som dog kun bliver menneskeligt. De, som handler på denne måde, er de tomme og yderliggående, som tror, de er noget og mener, at de er mere fyldt med Guds Ånd end de andre, men det viser sig at være det modsatte. I virkeligheden forsøger de bare at efterabe dem, som siger: »Der er noget, der er galt!« »Ånden er ikke her!« »Jeg har haft en åbenbarelse.« »I må ikke bære had til hverandre. I skal tro og bede om visdom. De tre store behov er kærlighed, tro og visdom. Beder og I skal få, o. s. v.« Det er de ord, som Evan Roberts stadig bruger, og undertiden gentages de med meget større salvelse af hans tilhængere end af ham selv. Andre søger at imitere hans fagter og sukke o. s. v. Disse efterligninger, kan man være sikker på, fremkommer, når der er fremmede til stede, og de udføres både i egen og i de besøgendes interesser. At begynde at synge under bøn eller prædiken er en anden form, hvorved de forsøger at efterligne Evan Roberts. Men disse ting er kun uvæsentlige i den virkelige vækkelse og er ikke dens kærne, thi der er en kærne, som er overvældende i sin guddommelige kraft. Tusinde har oplevet den, og sikre tegn tyder på, at mange tusinder endnu vil komme til at berøres af den. Dette er vækkelse, vækkelse fra Gud, en mægtig vækkelse. Men der er også en anden vækkelse i Syd Wales, en falsk vækkelse, et vrangbillede, en gudsbespottelig parodi af virkeligheden. Hovedfiguren i denne falske vækkelse er Evan Roberts, hvis tale er af den art, at den ikke kan fremføres af nogen anden end en person af guddommelig herkomst. Er da Evan Roberts et guddomsvæsen? Eller er han det ikke? Hvis han ikke er det, hvad er han da? Findes der fire personer i Guddommen, og er i dette tilfælde så Evan Roberts den fjerde? Hvis han er det, så ville jeg kalde ham »Befalingsmanden over den tredje person« eller »Åndens Herre«, thi følgende ord hørte jeg ham udtale i mandags i Betania Chapel i Dowlais. Når Ånden på en eller anden måde syntes uvillig til at lyde ham, sagde han: »Han må komme!« Men Ånden (som han taler meget frit om, nærmest som et barn taler til sit legetøj, blot endnu mere ugenert) ville ikke lyde ordre. Da opfordrede han de forsamlede til at synge: »Send, o Herre, den Helligånd . . . .« Til hvem var denne kendte bønne-sang rettet? Til Evan Roberts? Jeg formoder det, for han talte, som om den Helligånd var fuldstændig i hans magt. Jeg har hørt folk sige: »Evan Roberts er ledet af Helligånden.« Jeg siger: »Nej, tværtimod! At dømme efter hans adfærd er Helligånden ledet af Evan Roberts.« Min absolutte overbevisning er, at det bedste, der kunne ske med tanke på den virkelige vækkelse iblandt os, ville være, at Evan Roberts og de kvinder (nogle fremstående kvindelige sangere, som plejede at synge ved møderne blandt alle kristne), som han har som medarbejdere, trak sig tilbage igen hver til sit og der prøvede sig selv og lærte lidt mere om, hvad kristendommen i virkeligheden er. Ja, hellere det end at fare omkring i landet og påstå, at de viser livets vej til mennesker, som ved tusind gange mere om det, end de selv ved. Vi har masser af unge grubearbejdere i Dowlais, som i sammenligning med Evan Roberts har meget større intellektuelle anlæg og åndelig kraft. Men det er denne falske vækkelse, denne udstilling, dette værdiløse flitterstads, som de besøgende ser, og som bladene skriver om. Og det skader den virkelige vækkelse. Jeg er oprørt over, at folk skal tro, hvad de ser i Evan Roberts møder og mene, at det er eet og det samme, den sande og falske vækkelse, den himmelske lue og den menneskelige nidkærhed. Inden Evan Roberts kom til disse egne, brændte Guds ild klart iblandt os, og alene i min egen menighed kunne vi i de sidste 5—6 måneder tælle de nyfrelste i hundredvis. Men hvad skete, da Evan Roberts kom? Mennesker kom fra alle steder for at se den mærkelige mand, for at forstå vækkelsen og for at få »noget af ilden« med hjem. Jeg antager, at de fleste af dem så manden, men om de forstod vækkelsen, det tvivler jeg på. De havde ingen mulighed for at kunne forstå den virkelige vækkelse, de havde heller ingen mulighed for at få noget af den virkelige ild, thi den var der ikke. Jeg må sige, at Evan Roberts og hans medarbejdere (og de forstod hverandre godt og vidste, hvad deres andel var, og hvornår de skulle træde i funktion) under store anstrengelser anvendte trusler, klage og besværgelse. Det påmindede mig om Baals-profeterne, der gjorde det for at få en falsk ild til at falde. Det hele var meget utiltalende. Jeg kan ikke tro andet, end at Evan Roberts må have følt, at det mislykkedes for ham i Dowlais. Men for at skjule det udtalte han siden i avisen sin tvivl om, hvorvidt han overhovedet burde have rejst til Dowlais! Jeg har lyst til at rette nogle spørgsmål til Evan Roberts. Jeg har mange flere, men nøjes med nogle få. (1) Han sagde, at der var nogen i vestibulen, som modtog Kristus, men det var der ikke. Hvilken ånd gav ham denne løgn? (2) Når man har bedt ham tale på engelsk, har han gentagne gange sagt, at han ikke er blevet tilsagt af Helligånden at gøre det, men når det sker, skal han nok gøre det. Hvorfor kom han ikke med den virkelige sandhed og sagde: »Jeg kan ikke tale engelsk,« hvilket jeg ved er det faktiske forhold. Har Helligånden forandret sig siden første pinsedag? Er det ikke den samme ånd som på pinsedagen? (3) Hvorfor venter Evan Roberts med at indfinde sig på mødet, til det har nået højdepunktet af begejstring? Hvis man behøver hjælp i et møde, er det vel i begyndelsen, så at ilden kan tændes. (4) Hvorfor besøger han de steder, hvor ilden har brændt i fuld styrke i uger og måneder? Ville det ikke være mere forstandigt af ham, hvis han gik der, hvor ilden endnu ikke var nået? (5) Hvilken ånd er det, som virker, så han bliver i dårligt humør, når det ikke går lige efter hans ønske? (6) Hvilken ånd driver ham til at sige: »Bed Gud om at fordømme folket, hvis du ikke kan bede om noget andet.« »Men han har jo sådan et smukt ansigt og et dejligt smil,« siger nogle kvinder, det er den sidste udflugt. Jeg vil minde jer om, at jeg skriver dette med ansvar for Kristi sag og i medfølelse med dem, som kommer for at se »vækkelsen«. Jeg bliver muligvis forfulgt for dette, selv fra »åndsfyldte« mennesker(!), men jeg søger ikke martyrglorie. Dog, skulle der komme forfølgelse for sandhedens skyld, er jeg rede!« Så langt Peter Price. Som vi ser, var dette et voldsomt angreb, og naturligvis var bedømmelsen ikke retfærdig. Man forsøgte at få Evan Roberts til at imødegå angrebet, men han svarede: »Jeg er lykkelig, jeg hviler på klippen.« Diskussion tiltalte ham ikke. Men om Evan Roberts ikke ville gå til modangreb, så var der andre, der var mere end villige dertil. Det var både fornøjeligt og interessant at læse de følgende numre af Western Mail, jeg læste omtrent hundrede indlæg fra indignerede mennesker, fra professorer, præster fra forskellige samfund, fra ny-frelste og fra både unge og gamle. Tilsidst kunne bladene ikke tage imod de mange bidrag fra dem, som ville have et ord med i sagen. Samme dag, angrebet blev offentliggjort, havde avisens redaktør som svar skrevet en leder-artikel med overskrift: »En eller to vækkelser?« Den følger her: »Vi offentliggør i dag en artikel om vækkelsen og Evan Roberts. Den må smerte mange tusinde af vore læsere. Artiklen er skrevet af pastor Price i Dowlais, en fremstående frikirke-præst, hvis indstilling er fuldstændig i opposition overfor Evan Roberts og den vækkelse, i hvilken vi tror, han er det menneskelige redskab. Mr. Price fremkommer med den højst ejendommelige teori, at vi skulle have to vækkelser i Wales, en virkelig, himmelsk-født og en anden falsk og — ja, født af Evan Roberts. Som vel er, skal det snart blive klart for vore læsere, at Mr. Price ikke gør forsøg på at bevise, at der er en vækkelse i Wales adskilt fra den, med hvilken Evan Roberts er forenet. Hans hensigt er imidlertid heller ikke at bevise dette, men i stedet angriber han på en uforsvarlig måde Mr. Roberts. Motivet hertil kender naturligvis kun angriberen selv. Det er absolut urigtigt at sige, at der var en vækkelse i Syd Wales, inden møderne i Loughor blev afholdt, hvor Roberts og hans venner medvirkede. At der var en vækkelsens ånd i luften er sandt, og det er også sandt, at denne ånd havde åbenbaret sig på flere steder. Folket var modent for en vækkelse, og der behøvedes kun een til at sætte tændstikken til, før hele landet stod i luer. Nu ved vi, at det skete i Loughor, og at det menneskelige redskab var Evan Roberts. Det skal erkendes, at den samme vækkelsens ånd stadig hviler over os og gør sig gældende flere steder og på forskellig måde uden nogen synlig kontakt med den bevægelse, hvor Evan Roberts er den mest fremtrædende skikkelse. Men at sige, at der er en vækkelse af større format, som eksisterer helt ved siden af den, i hvilken Evan Roberts har virket de sidste tre måneder, er fuldstændig i strid med virkeligheden. Mr. Price henviser til forholdene i Dowlais, hvor, siger han, hundredvis er blevet omvendt, inden Roberts kom der. Dette faktum beviser intet mere, end at der var en religiøs opvågnen i Dowlais, ligesom der har været mange andre steder, som Roberts ikke har besøgt. På de egne, han har besøgt, har som regel den svage ild slået ud i flammer. De hundrede, som begyndte et nyt liv og blev tilsluttet de forskellige menigheder, er blevet til tusinder. Mr. Price burde vide, at gennem den bevægelse, Evan Roberts repræsenterer, har omkring 70 tusinde omvendelser fundet sted. Et godt resultat i løbet af tre korte måneder! Mr. Price betænker sig ikke på at kalde bevægelsen for en falsk vækkelse. Er han også rede til at karakterisere de 70.000 omvendelser som falske? De nyomvendte selv tror på ægtheden af Evan Roberts arbejde, ligesåvel som de også tror på, at deres egne omvendelser er ægte. Det er da også bevist ved deres nye og forandrede livsførelse. Fra arbejdsgivere, forretningsmænd, kroværter, hustruer og børn, fra politi og domstole kommer der uforbeholden vidnesbyrd om tusinder og atter tusinders forvandlede liv. Og disse nyomvendte har efter pr. Prices mening en falsk vækkelse at takke for den nye kraft, som er virksom i dem! De religiøse vækkelsers historie har virkelig aldrig tidligere frembragt en så god og velsignet »bedrager« som Evan Roberts! Selv om hans virksomhed skulle være et bedrag og en snare, er resultaterne så underfulde, at det burde få os alle til at udråbe: Lad ham få endnu mere arbejde og endnu større fremgang! Men Evan Roberts mislykkedes i Dowlais! I stedet for at få gløden til at brænde, dæmpede hans nærværelse, hans optræden og metoder den ild, som havde brændt der i måneder! Vi er meget kede af det, men det beviser kun det menneskelige i en vækkelse. En større vækkelsesprædikant end Evan Roberts, fortæller et øjenvidne os, kunne ikke, da han kom til en bestemt by, gøre tegn og undere »for deres vantros skyld.« På samme måde er der måske for megen intellektuel og moralsk filosofi i Dowlais, så det har været en hindring for Evan Roberts. Med meget lidt finfølelse forsikrer Mr. Prince, at Evan Roberts på ingen måde angående intellektuelle evner og åndelig kraft kan sammenlignes med mange af Dowlai's grubearbejdere. Forsynet har i sin visdom ofte udvalgt meget ringe og svage redskaber til at udføre sine undere. Evan Roberts er en beskeden mand, hans eneste forklaring er, at han har fået et budskab, som er salvet af Helligånden. Og hans liv tåler den sædvanlige prøve: Af deres frugter skulle I kende dem. Pastor Price fornedrer sig lidt for dybt, når han håner vækkelsesprædikanten for han ukendskab til det engelske sprog og hans lunefulde humør. »Dårligt humør!« Kan Mr. Price forstå det pres, som Mr. Roberts i de sidste tre måneder har været udsat for både legemligt og sjæleligt. Det er et under, at han er i besiddelse af den ro og tålmodighed, som han har. Forøvrigt betyder det meget for ham at holde hus med sine fysiske kræfter, og derfor bærer han sig klogt ad, når han først kommer til møderne, når disse er på højdepunktet af begejstring og ofte kommer der, hvor ilden har brændt kraftigt i uger og måneder forud«. Så langt avisartiklen. Det ville have været interessant at have medtaget noget af indholdet i de øvrige udtalelser, men dette må være nok. Pastor Price blev imødegået på alle punkter, og hans indlæg gav ham en hel del besvær i hans egen menighed.