This website is produced by Engelsby Consult - Lejrevej 14 - Allerslev - 4320 Lejre - Copyright 2010 Vækkelsen i Wales Vi er kristne der er døbte i både vand og Helligånd og vil bringe Guds kærlighed til alle mennesker der vil modtage den.   Jesus Kristus demonstrere sin almagt ved at helbrede og sætte mennesker fri idag.   Jehova´s vidner frygter for åndelige oplevelser, fordi de tror det kommer fra Satan. Muslimer lyver og retfærdigør drab gennem koranen og tror de kommer til himmelen for deres gerninger. Ateister siger at de ikke tror på noget, men løber efter bussen, selv om de ikke kan se den. New age og alternative healere søger kraft og spirituelle oplevelser, men ved ikke hvor kraften kommer fra. Spiritister, Sandsigerske og Spåkoner spørger ånder tilråds, men ved ikke hvem deres oprindelse er. Broderskaber og Frimurer- loger søger indre styrke gennem løfter, højtidlige indvielser og humanisme. Sekter og okkulte sammenslutninger får kraft gennem tilbedelse, rituelle indvielser og hemmeligheder. Hekse og Satanister søger bevidst krafter ved hjælp af dæmoner og underkaster sig Satan direkte og tilbeder ham i frygt. Det, som I således dyrker uden at kende det, det forkynder jeg eder. Gud, som har gjort Verden og alle Ting, som er i den, han, som er Himmelens og Jordens Herre, bor ikke i Templer, gjorte med Hænder (Apg 17:23 og 24) Himmelske Fader Vi kommer frem for dig idag for at bede om tilgivelse og for at søge dine retnigslinier og din ledelse. Vi ved, at dit ord siger ´Ve dem, som kalder ondt for godt og godt for ondt´, men det er præcis hvad vi har gjort. Vi har mistet vores åndelige ligevægt og vendt op og ned på vore værdier. Vi har kaldt løgn for sandhed og sandhed for løgn. Pressen Det, som måske mest af alt bidrog til, at vækkelsen i Wales fik en sådan eksplosiv udvikling, var sikkert den rolle, som pressen spillede. Det varede nemlig ikke længe, før de store dagblade fyldtes af referater og artikler angående vækkelsen. Man sendte sine dygtigste journalister for at referere, og i de fleste tilfælde var de meget hensyns- fulde og positivt indstillede. Man forstod også at værdsætte vækkelsens sociale og moralske betydning. Det store blad Western Mail i Cardiff fik æren af at være det første, der åbnede sine spalter for vækkelsen. Allerede den 10. november 1904 kunne man i avisen læse et lille referat, som trods dets kortfattethed vakte folks opmærksomhed og fik vækkelses- møderne frem i rampelyset, skønt de endnu kun havde været afholdt i 10 dage. Jeg tror, at jeg skal gengive denne notits ordret, sådan som jeg læste den i den gamle avis fra 1904. »EN UNDERFULD PRÆDIKANT. Store menneskemasser samles i Loughor. Møderne varer til kl. 2l/2 om natten. En mærkelig religiøs vækkelse har grebet Loughor. En ung mand, Evan Roberts, som er født i Loughor, vækker i disse dage stor opmærksomhed ved sin usædvanlige forkyndelse i Moriah Chapel, hvilket besøges af så vældige skarer af mennesker, at man ikke kan skaffe plads til alle. Tit har den gade, hvor lokalet ligger, været fyldt af mennesker, der har ventet på at komme ind. Roberts, som taler det walisiske sprog, begynder med at sige, at han ved ikke, hvad han skal forkynde, men at han, når han har kontakt med Helligånden, får at vide, hvad han skal sige, og det er kun Helligåndens visdom, han ønsker at fremholde. Taleren bryder derefter ud i en begejstret og glødende ordstrøm. Hans forkyndelse har den mest vækkende virkning på tilhørerne. Mange, som i årevis har tvivlet på kristendommen, kommer nu tilbage til deres barndoms tro. En aften var den unge evangelists begejstring så stor, at forsamlingen efter en prædiken på to timer forblev i bøn og sang til kl. 2,30 om morgenen. Forretningsfolk lukkede tidligt for at kunne komme til møderne, og forskellige slags håndværks-arbejdere kom til lokalet kun iført deres arbejdsklæder. Det eneste samtaleemne er Evan Roberts. Selv på værtshusene er de begyndt at diskutere hemmeligheden ved hans kraft. Selv om Evan Roberts kun lige har nået myndighedsalderen, tales der om ham vidt og bredt. Han er metodist, men vækkelsen støttes af alle samfund i byen ........ Denne lille artikel bragte Evan Roberts frem i forgrunden. Aviserne sendte sine med- arbejdere derhen, og snart var der ikke et dag- eller ugeblad, som ikke gav referater af møderne en stor og fremskudt plads, og de omtalte dem med ærbødighed og agtelse. De huse, hvor han boede under sine rejser, var stadig belejret af pressemænd og journalister. »Vil De tilstaa os et lille interview, mr. Roberts?« »Jeg har ikke noget særligt at fortælle Dem, jeg ved ikke mere, end hvad Helligånden siger til mig.« De forsøgte forgæves at pumpe ham for nyheder. Når han lukkede intervieweren ud, sagde han ofte: »Forøvrigt har De jo ingen ret til at spørge.« »Men et fotografi kan jeg vel få?« »Jeg har intet at give, ikke engang et fotografi.« Evan Roberts søgte ikke offentligheden. Han havde sikkert unddraget sig alt dette, hvis ikke Guds kald havde givet ham den fremskudte stilling, han fik. Af naturen var han tilbageholden. Der var aldrig noget ved hans virksomhed, der mindede om reklame. Han brugte ingen annoncer, plakater eller specielle arrangementer. Møderne var i sig selv reklame nok, og derefter tog aviserne sig af resten, ikke på opfordring, men på eget initiativ. Efter det første referat, som var indsendt af en lokal bladmand, sendte Western Mail en special-korrespondent, som to dage senere gav en levende skildring af vækkelsen i Loughor i en forside-artikel. Hans skildring af det, der foregik, er så realistisk og giver et så klart billede af mødernes forløb, så jeg synes, det er værd at gengive den uændret. Følgende kunne man altså læse i bladet Western Mail af 12. november 1904: »VÆKKELSEN I LOUGHOR Den gamle by Loughor ved Lianelly er i øjeblikket midtpunktet for en mærkelig vækkelse, hvis indflydelse synes at sprede sig til de omliggende egne. Møderne, som afholdes hver aften, overværes af store menneskemasser og varer til hen på morgenen den følgende dag. Taleren er Evan Roberts, en ung mand, som for nogle år siden arbejdede i Broadoak-gruben. Han har levet hele sit liv der og er kendt for sine stærkt religiøse anlæg. Nu forbereder han sig til prædikantgerningen i Newcastle-Emlyn. Hvad der end er kilden til hans kraft, så er det et faktum, at hele egnen er sat i bevægelse ved hans underlige taler, og masser af mennesker, som vitterlig aldrig plejede at gå i kirke, bekender nu åbent deres omvendelse. Ved mit besøg i Loughor fandt jeg, at vækkelsen var et almindeligt samtaleemne. Grube-arbejdere og smede, forretningsfolk og købmænd, ja, alle samfundslag er blandt denne unge, brændende entusiasts tilhørere. Han erklærer, at det budskab, som han giver til folket, har han modtaget af Helligånden. Efter det mærkelige møde, som jeg skal beskrive, fik jeg et kort interview med Mr. Roberts. Det var på et så udsædvanligt tidspunkt som kl. halv-fem om morgenen. Jeg havde da oplevet syv forunderlige timer. Jeg spurgte Mr. Roberts om grunden til, at folket i Loughor var modtagelig for hans budskab, skyldtes den frygtelige togulykke, som for nylig havde bragt død og sorg ind i mange hjem i Loughor. Han troede dog ikke, at det var årsagen. På spørgsmålet om Mr. Roberts havde tænkt at fortsætte som prædikant, svarede han, at det lå i Guds hånd. På mødet i Brynteg Congregational Chapel torsdag aften skete der mange sælsomme ting, som aldrig vil blive glemt af dem, der var tilstede. Mødet begyndte kl. 7 om aftenen og varede uden afbrydelse til halv fem om morgenen. I al den tid var de forsamlede under indflydelse af en intensiv glød og begejstring. Der var ca. 400 mennesker tilstede, da jeg ved nitiden om aftenen tog plads i lokalet. Størstedelen af de forsamlede var kvinder, lige fra ganske unge piger til ældre kvinder, mange med barn på armen. Mr. Roberts er en ung mand med et ganske imponerende ydre, han er høj og har et særpræget udseende. Hans glatragede ansigt udstråler intelligens. Hans øjne er klare og gennemtrængende. Hans blege ansigt synes at forråde, at natmøderne tager på hans kræfter, selv om man under mødets forløb ikke mærkede noget til træthed hos ham. Der er intet teatralsk i hans forkyndelse. Han forsøger ikke at skræmme sine tilhørere og nævner ikke noget om den evige pine. Han ligesom samtaler med sine tilhørere og forsøger ved overtalelse at vise dem en bedre vej. Jeg havde ikke været mange minutter i lokalet, før jeg forstod, at dette ikke var nogen almindelig forsamling. I stedet for de fastlagte strenge regler ved de ortodokse gudstjenester, var alt overladt til øjeblikkets spontane impuls. Prædikanten forblev heller ikke på sin sædvanlige plads. Hyppigst gik han op og ned ad gangen med den åbne Bibel i hånden, snart gav han een en formaning, opmuntrede en anden og knælede sammen med en tredje for at bede om velsignelse fra nådens trone. En ung kvinde rejste sig op og foreslog en sang, der blev sunget under dyb alvor. Under sangen var der mange, der faldt på knæ, som om en magt tvang dem ned, og begyndte at råbe til Gud om forbarmelse. Siden var der en ung mand, der fra et andet hjørne i kapellet begyndte at læse højt af Bibelen. Medens dette foregik, hørte man en brændende bøn fra balkonen. Det var en kvinde, som råbte højt, at hun angrede sin synd og nu havde besluttet at leve et andet liv. Under det hele vandrede Evan Roberts frem og tilbage blandt folket og gav venlige råd til dem, der lå på knæ, og til dem, der søgte frelse. Han kunne spørge dem, om de troede, men ofte svarede de: »Nej, jeg ville så gerne tro, men jeg kan ikke, bed for mig!« Prædikanten opfordrede nu de forsamlede til at forene sig med ham i følgende bøn: »Send Helligånden nu i Jesu navn! Amen!« Denne bøn blev gentagt en 10—12 gange af de tilstedeværende, til den frelsessøgende rejste sig op og i glæde udbrød: »Tak, gode Gud! Nu har jeg fundet frelse! Aldrig mere vil jeg gå på syndens veje!« Denne bekendelse medførte ny jubel, og forsamlingen brød ud i sang. Dette hændte utallige gange under de ni timer, mødet varede. Det var også rørende at høre, hvor de troende var bekymrede for deres nærmestes åndelige vel. En kvinde var i stor nød for sin mand, som var meget drikfældig, og bad om hjælp i bønnen for hans frelse. En ung pige stod op og talte på en måde, som fik alle til at græde. Hendes mor var død for nylig, og hendes far havde forladt hende og var rejst til et andet sted. Hun var faktisk forældreløs i denne verden. Hun havde før besøgt møderne dog uden at forstå sin åndelige tilstand, men tidligere på dagen var Guds Ånd kommet over hende, da hun gik og arbejdede derhjemme, og sagt, at hun skulle tale. Og som hun dog talte! Det var forunderligt, at en, som aldrig før havde stået frem offentligt, kunne tale sådan. En anden kvinde bekendte åbent, at hun bare var kommet af nysgerrighed, men Helligånden havde virket så stærkt på hende, så hun måtte knæle ned i anger og bod. Det var nu langt over midnat, men endnu mærkede man ingen træthed hos de forsamlede. Mr. Roberts lagde ny ved på ilden, idet han fortalte, hvad Gud havde vist ham i en åbenbarelse. Da han havde været inde for Guds ansigt, havde han set en nøgle, men han forstod ikke betydningen af dette syn. Da rejste der sig tre af de forsamlede og sagde, at de netop var blevet frelst. »Nu forstår jeg åbenbarelsen,« sagde Evan Roberts, »det var den nøgle, hvormed Gud åbnede deres hjerter.« Noget af det mærkeligste, som hændte denne sælsomme nat, var, da en kvinde gav en levende skildring af et syn, hun havde set den foregående aften. »Jeg så,« sagde hun, »et vid-strakt, skønt landskab fuldt af venlige mennesker. Mellem mig og dette herlige land var der en krystalklar flod, og over den lå en planke. Jeg ville så gerne gå over, men frygtede for, at planken ikke skulle holde. Men i det øjeblik overgav jeg mig selv til Gud, og en mægtig bølge af tro fyldte mit hjerte, og jeg kunne uden frygt gå over.« Kl. 2,30 nedskrev jeg i korte træk, hvad der hændte. På balkonen var der en bedende kvinde, der tilsyneladende var ved at besvime. Man rakte hende vand, men hun ville ikke tage imod det, men sagde, at det eneste, hun længtes efter og ønskede, var at få Guds forladelse. En herre, som var godt kendt i byen, stod op og bekendte, at han var blevet en kristen. Dette påfulgtes af en lovsang, der igen blev afbrudt af en nyomvendts bøn. Hele forsamlingen faldt på knæ, og der blev bedt overalt i salen, medens tårerne strømmede ned ad Evan Roberts kinder ved dette syn. Dette varede i omtrent 10 minutter. Efter bønnen kom der en endnu mægtigere stilhed i ca. fem minutter, en stilhed, som kun forstyrredes af endog stærke mænds gråd. En kvinde med en underbar skøn sopran sang derefter en sang. Til slut bekendtgjorde Evan Roberts de kommende møder, og kl. 4,25 opløstes mødet. Men selv da ville folk ikke gå hjem. Da jeg gik til min bopæl i Lianelly, så jeg tusindvis af mennesker på vejen, som diskuterede, hvad der var blevet det væsentligste for hver enkelt. De var udrustede med lamper og lygter, hvis skin i den tidlige morgendæmring virkede både ejendommeligt og smukt.« I Western Mail fremkom der stadig statistiske oplysninger fra vækkelsesmøderne, og man havde en speciel referent, som rejste fra sted til sted. En anden stor dagsavis i Cardiff, Eve-ning Express and Evening Mail, udgav et specielt nummer en gang om ugen, som udelukkende indeholdt nyheder fra vækkelsen. En af redaktørerne ved bladet skrev bl. a.: »Det, som er sket i de sidste uger, minder stærkt om, hvad der karakteriserede vækkelsen på Finney's tid. Når jeg læser referaterne i Western Mail og andre blade, føler jeg det, som om jeg påny fordybede mig i Finney's selvbiografi. Lighederne er store i mere end en henseende. Vækkelsens begyndelse så vel som resultat viser, at det var den samme Ånd, der var rådende. Først kalder Gud og udruster sine redskaber, siden kan man nå de store skarer.« Der fortælles, at der var mange, som blev grebne og frelst alene ved at læse disse aviser. Man kan jo synes, det var forunderligt, at de store aviser udviste en sådan forståelse og velvilje. Hvilken støtte, hvilken opmuntring havde man ikke i dette! Det er også tidligere nævnt, at vækkelsens spredning i høj grad påskyndedes gennem bladenes velvillige indstilling. Men der lå også en fare i dette. Selvfølgelig bør man være taknemmelig for den omtale, pressen gav den åndelige virksomhed, men når den tog alt for gode varer og ikke besad evnen til åndelig bedømmelse, kunne det gøre megen skade. Aviserne ophøjede Evan Roberts og hans medhjælpere, og folk så næsten noget overnaturligt i dem. Uden tvivl havde det været til fordel for både vækkelsen og de redskaber, der blev anvendt, hvis den havde fået lov til at udvikle sig langsomt og naturligt. Ved den stærke offentliggørelse fik virksomheden en altfor hurtig vækst, der gjorde, at man mistede indflydelsen over den. En udelukkende velvillig omtale er langt farligere end en kritisk. Den sidste kan give anledning til selvprøvelse og eftertanke, som på vigtige områder kan være til hjælp for Guds gerning.